Fire personer sigtet for drab i Nanortalik
I går blev en 37-årig mand fundet død i Nanortalik. Politiet beskrev dødsfaldet som 'mistænkeligt' i en pressemeddelelse.
Natten til lørdag fortæller politiet i en ny pressemeddelelse, at fire personer nu er blevet anholdt og sigtet for drabet.
- Der er tale om to kvinder på henholdsvis 43 og 22 år samt to mænd på 18 år, skriver politiet i den nyeste pressemeddelelse.
De fire sigtede blev fredag aften fremstillet i Kujalleq Kredsret bag lukkede døre. Tre af de sigtede blev tilbageholdt i 27 dage. For den 43-årige besluttede retten at opretholde anholdelsen i tre gange 24 timer.
- Den omfattende efterforskning fortsætter, og vi arbejder fortsat intensivt med sagen. Af hensyn til den videre efterforskning kan vi på nuværende tidspunkt ikke gå nærmere ind i hændelsesforløbet eller grundlaget for sigtelserne, udtaler vicepolitiinspektør Malik Sandgreen.