Behandler: Vores drikkekultur er en form for flugt fra traumer
Vi drikker for at flygte fra alle barndommens dårligdomme.
Det fortæller Arqaluk Kramer Berthelsen, der er direktør i behandlingscentret Katsorsaavik Nuuk, og bakker dermed op om politimesterens ord om, at vi skal lære at omgås alkohol.
- Politimesterens ord er sande. I den tilstand, hvor man er meget fuld, bliver der skabt en masse vrede og andre følelser, som man ikke længere kan styre, og så kan der komme husspektakler, siger Arqaluk Kramer Berthelsen, der er direktør for behandlingscentret Katsorsaavik Nuuk.
I forbindelse med udgivelsen af Grønlands Politis årsstatistik, udtalte Politimester Bjørn Tegner Bay, at vi i Grønland, skal lære at omgås alkohol, for det er i forbindelse med rusdrikkeri, at folk mister deres hæmninger og udøver vold og seksuelle overgreb.
LÆS OGSÅ Politimesteren: Vi skal ændre den måde vi drikker alkohol på
Alkoholforbrug i Danmark og Grønland
Der er et større alkoholforbrug i Danmark end i Grønland. Tallene fra 2020 viser, at personer i Grønland i gennemsnittet drikker 6,95 liter om året, hvor i Danmark tallet ligger på 7,8 liter pr. person.
Men der er færre i Grønland end i Danmark, der ifølge loven må købe alkohol. Ifølge statistikkerne er gennemsnitsalderen i Danmark på 42,2 år, mens den i Grønland er på 36,22 år.
Kilde: Danmarks Statistik og Grønlands Statistik
Og det kan Arqaluk Kramer Berthelsen kun nikke genkendende til. Ifølge ham har nogle et misbrug af alkohol, fordi de, for et kort øjeblik, vil glemme barndommens traumer.
- For eksempel er omkring 92 procent af dem, der er i vores system, enten blevet misbrugt fysisk, psykisk eller seksuelt som børn. Og for at glemme de traumer, bare en dag eller to, drikker de sig meget, meget fulde. De vil leve en stund uden nogen følelser, siger Arqaluk Kramer Berthelsen og fortsætter:
- Hvis man som barn er blevet seksuelt misbrugt, og man ikke bearbejder det ved at tale højt om det, kan ens følelser med tiden udvikle sig til vrede. Vrede blandet med skam.
- Skammen kan vokse sig større og man bebrejder sig selv ved at spørge, hvorfor man ikke sagde fra som barn eller hvorfor man ikke sagde det til andre dengang. Skammen kan udvikle sig til en enorm vrede, siger han.
Danskerne drikker mere. Men vi drikker forkert
Der er et større alkoholforbrug i Danmark end i Grønland.
Men forskellen er ifølge behandleren, at i Danmark drikker man en anelse hver dag, for eksempel et glas vin til maden. I Grønland drikker man intensivt fredag og lørdag - det er, hvad man kalder 'binge-drinking', hvor man drikker sig meget fuld.
Gratis alkoholbehandling
Hos behandlingscentret Allorfik er der gratis behandling af afhængighed af alkohol, hash og spil. Der er Allorfikcentre i Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut, Aasiaat og Ilulissat.
Man kan enten spørge sin kommune om behandling eller henvende sig direkte til Allorfik.
Du kan få et godt råd eller høre mere om mulighederne for behandling tæt på dit hjem ved at ringe til Allorfik på telefon 52 53 43 på hverdage mellem kl. 9-15 eller skrive til allorfik@allorfik.gl.
Kilde: Allorfik
- Kort sagt er det at drikke en stor mængde alkohol på kort tid, ofte med det til følge, at man mister hukommelsen, fortæller Arqaluk Kramer Berthelsen.
Han mener, at der er mange ting, som kan blive gjort anderledes for at forbedre forholdene for dem, som søger hjælp til at gå i behandling for enten alkohol eller hashmisbrug eller begge dele på en gang.
- Det skal blandt andet blive nemmere at få hjælp mens motivationen er der. For eksempel i Danmark er der 14 dages garanti for, at få hjælp. Forstået på den måde, at efter henvendelse skal behandlingen starte senest efter to dage, siger Arqaluk Kramer Berthelsen.
Men i nogen kommuner går det langsommere med sagsbehandlingen. Ifølge Arqaluk Kramer Berthelsen, kan det tage en måned at starte i alkoholbehandling.
Det bør også være en mulighed, at kunne gå i behandling i første omgang som anonym, og så kan man senere hen melde en borger som under behandling i kommunen. For det skal være så nemt som muligt for en, der ønker hjælp at modtage hjælp.
Det skal løses fra barndommen af
Men det er især forældrenes ansvar han lægger vægt på. At de, som bliver forældre ved, hvordan man skal være en god forælder og ikke være misbruger af nogen slags.
Og for at nå dertil, mener Arqaluk Kramer Berthelsen, at vi som samfund bør være åbne omkring seksuelle overgreb. For de, som har oplevet overgreb på krop og sjæl kæmper hver eneste dag og de får ikke hjælp.
- Hvis man kæmper for livet i hverdagen og lever fra dag til dag, så er det begrænset, hvad man kan give sit barn, siger Arqaluk Kramer Berthelsen.