Portræt: Åges far, bedstefar og onkler var fangere. Han ønsker en anden vej for sine børn
En weekend i efteråret i 2001 var Åge Hammeken Danielsen på jagt med sin far i Ittoqqortoormiit. Det var han sådan set hver weekend, når han havde fri fra skole.
Med Åges fætter og to kammerater sejlede de allesammen nordpå for at jage sæler.
- Vi var den eneste båd ude på jagt, husker Åge.
Han stod forrest i båden for at holde øje, mens hans far styrede båden frem gennem vandet.
Pludselig skimtede Åge noget, der lyste på overfladen. Det lignede en flok sæler, der var oppe for at trække vejret, tænkte han og pegede frem foran sig. Hans far sejlede tættere på.
- Søn, du har fanget isbjørne!
Åge fik kuldegysninger. Foran ham svømmede tre isbjørne; en hunbjørn med to store unger.
- Jeg husker, at jeg først ikke troede det. Jeg var i chok, fortæller Åge.
Han vendte sig om, helt ude af sig selv, og kiggede på sin far, der råbte og jublede begejstret. Lige dér gik det op for Åge, hvor stort det var.
- Jeg forstod, hvor vigtig fangsten var for vores levevis – det var både økonomisk og følelsesmæssigt stort, beskriver han.
Åge, hans far, fætre og kammerater gik i land sammen med bjørnene, så de kunne gøre fangsten færdig. Åge var 13 år gammel dengang.
Han husker tilbage på den tid i sit liv med en vis nostalgi.
- Det var en rigtig god tid at være fanger. Det gik rigtig godt, husker han.
Men i dag er alt forandret.
- Jeg føler, at vi er de sidste generationer, der lever som fangere.
Ville hellere på jagt end i skole
I dag er Åge 37 år. Han har fanget 92 isbjørne siden sin første
Åge er en af de få fuldtidsfangere tilbage i Ittoqqortoormiit. Sammen med sin kone, Mona Danielsen, lever han af fangst året rundt. Derudover har han et sidegesjæft som formand for den lokale fangerforening.
Mona og Åge har sammen fire børn. Tre sønner og en datter.
At blive fanger er noget, som Åge altid drømt om.
– Når de voksne spurgte mig som barn, hvad jeg ville være, svarede jeg altid uden tøven, at jeg ville være fanger, fortæller han.
I skolen stod Åge ved vinduerne og så ud på byens fangere, der tog af sted på jagt med deres hundeslæde eller båd.
- Jeg plejede at være utrolig misundelig. Når der kom fangstdyr som narhvaler ind til byen, havde jeg slet ikke lyst til at gå i skole – jeg ville hellere ud at deltage i fangsten, fortæller han.
Det lå også lidt i kortene, at Åge skulle blive erhvervsfanger. Det var hans far, bedstefar og hans fire onkler også.
Så da Åge i 2005 som 17-årig blev færdig i folkeskolen, troppede han op nede ved fangerforeningen for at få sit fangstbevis.
- Han (formanden for fangerforeningen, red.) stillede mig ingen spørgsmål. Ikke engang om jeg havde hunde eller erfaring – han gav mig bare beviset, husker han.
Da Åge fik beviset i hånden, husker han tydeligt formandens ord: - Så er du fanger. Når du ser en isbjørn, skal du fange den.
- Det glemmer jeg aldrig, siger Åge.
Usikker fremtid for landets mindste by
Ittoqqortoormiit og dets beboere har siden byen blev grundlagt for 100 år siden i 1925 været stærkt afhængige af fangererhvervet.
Byen har ingen restauranter eller barer – og ingen lufthavn, der kan generere arbejdspladser eller sikre nem adgang til resten af landet for byens indbyggere.
Skal man nogen steder, foregår det på snescooter, ATV, hundeslæde eller båd – og skal man endnu længere, er den eneste udvej med en helikopter.
Fra byens heliport flyver helikoptere passagerer frem og tilbage mellem Ittoqqortoormiit og lufthavnen i Nerlerit Inaat, der ligger omkring 40 kilometer nordvest for byen.
Herfra kan man, to gange om ugen, flyve til Island. Og først herfra kan man flyve til Nuuk eller andre steder.
I september underskrev naalakkersuisut dog en milliardaftale med den danske stat, som blandt andet skal sikre en ny landingsbane i Ittoqqortoormiit.
Noget, som beboerne glæder sig til.
– Det ser godt ud for fremtiden, udtalte Dines Hammeken, der er virksomhedsejer i Ittoqqortoormiit, til Sermitsiaq efter nyheden.
Mens Ittoqqortoormeermiut (beboerne i Ittoqqortoormiit) venter på en mulig landingsbane, fortsætter Åge, hans familie og de andre fangere med at forsøge at leve, som fangerfamilierne i byen altid har gjort – og som inuit har gjort i tusinder af år før dem.
Her har hundeslæden været det absolut vigtigste redskab.
I Ittoqqortoormiit kan fangerne køre med hundeslæde stort set hele året, da vintrene er lange med meget sne, fortæller Åge.
I denne sæson har han og hans kone kørt i ti måneder, da isen allerede kom i oktober sidste år og først forsvandt i juli, fortæller han.
Åge elsker at tage ud med hundene på fangst. Særligt når det er de store dyr, han jagter.
- Isbjørne, moskusokser og narhvaler. Det er noget helt særligt. Og når man får fangst, er glæden stor, siger han.
Når Åge har haft en periode, hvor han ikke har været ude med hundene, bliver han rastløs.
- Jeg får den der uro i kroppen, og så en pludselig lyst til at køre hundeslæde, siger han og fortsætter:
- Når jeg så tager af sted, falder kroppen helt til ro. Det er en vidunderlig følelse, især når hundene trækker godt – det føles som medicin for både krop og sjæl.
Forbandede kvoter
Men Åges erhverv, der er Ittoqqortoormiits største og vigtigste, er under pres.
- Det er blevet meget vanskeligt at være fanger nu, sammenlignet med dengang jeg begyndte, siger Åge.
Da han blev fanger for 20 år siden, var der 20 fangere i byen. I dag er der ni, fortæller han.
I mange år har tendensen i Ittoqqortoormiit også været, at folk er flyttet derfra. Nogle vender tilbage, men det er ikke alle.
Ifølge Grønlands Statistik boede der i starten af i år 313 i Ittoqqortoormiit. Omkring 90 færre end der gjorde for ti år siden.
Ifølge Åge er det særligt kvoterne på fangstdyrene, der udfordrer livet som fanger.
- Da jeg blev fanger, var der ingen fangstbegrænsninger på isbjørne, hvalrosser eller narhvaler. Der var mange fangere dengang, husker han.
Samme år blev isbjørnen kategoriseret som en sårbar art på verdensplan.
- Året efter, i 2006, kan jeg huske, at man begyndte at indføre kvoter på isbjørne – 30 om året – mens man før kunne fange 70, 80 eller op mod 100 om året, siger han.
Ifølge en teknisk rapport fra Grønlands Naturinstitut, der beskriver isbjørnejagten i Ittoqqortoormiit, var isbjørnefangsten højest i løbet af de første fem år efter byens etablering. I 1925 blev der ifølge rapporten fanget 100 bjørne. I løbet af 70'erne stabiliserede fangsten sig til omkring 30 isbjørne årligt.
Årsagen til, at naalakkersuisut begyndte at regulere jagten på især de store havpattedyr og indføre kvoter, var at sikre bestandene mod udryddelse, og at jagten kunne fortsætte på et bæredygtigt grundlag.
Ifølge Grønlands Naturinstitut har ureguleret fangst på eksempelvis narhvaler fået bestanden til at falde i størrelse.
Men også øget aktivitet på vandoverfladen i form af isbrydere og krydstogtskibe, samt klimaforandringerne, har påvirket dyrenes levesteder og bevægelsesmønstre.
Som følge af klimaforandringerne regner man med, at bestanden af isbjørne vil falde med 30 procent frem mod 2050.
Det varmere klima gør nemlig sæsonen med sikker havis kortere, hvilket gør det sværere for bjørnene at jage – og tvinger dem til at søge mod byer og bygder.
I Ittoqqortoormiit er der jævnligt besøg fra de hvide kæmper, fortæller Åge.
Men da årets isbjørnekvote er opbrugt, og det ikke lovligt for fangerne at skyde dem. Medmindre de udgør en fare for mennesker, og det ikke virker at skræmme dem væk.
Da KNR taler med Åge, var der netop blevet spottet isbjørne i nærheden af byen.
- Ved et område vi kalder Qinngaaiva. Der plejer vi at tage ud for at hygge os. Folk går derud hver dag for at gå ture, køre ATV, få frisk luft, fortæller han.
- Der var fire, men heldigvis blev den ene skudt i forgårs – den måtte aflives, fordi den lod sig ikke skræmme væk, selvom man prøvede med varselsskud og skræmmelyde.
I mange år har isbjørnekvoten i byen været uændret på 35 isbjørne. I år blev kvoten allerede opbrugt inden for årets første fire måneder, og jagten lukkede i april.
Dog har der inden for de seneste år været et politisk ønske om at hæve kvoten på isbjørne. Og i år kom der tilmed et videnskabeligt incitament for at hæve isbjørnekvoten næste år. Et forslag om at hæve kvoten i Østgrønland blev sendt i høring i oktober, efter at ny forskning fastslog, at fangsten af isbjørne i Østgrønland var bæredygtig. 19. december meddelte naalakkersuisut, at næste års kvote i Ittoqqortoormiit hæves med 13 bjørne, så man må fange 48.
Kvoten på narhvaler, der i år var på 17, blev brugt på én enkelt dag, og fangerne har ikke måtte jage narhvaler siden maj.
– Den stærke begrænsning har haft en meget stor betydning. Det er blevet svært at leve af fangst, især af narhvaler, som ellers er den vigtigste indtægtskilde for en fanger i Ittoqqortoormiit, siger Åge.
“Fangererhvervet er kollapset i Ittoqqortoormiit” lød en overskrift fra Sermitsiaq tilbage i juni, hvor Åge udtalte sig som formand for fangerforeningen i byen.
Kvoterne er alt for stramme, synes han.
Efter han og fangernes opråb i sommers udvidede politikerne moskusjagtsæsonen og gav fangerne i Ittoqqortoormiit tilladelse til at fange yderligere fem narhvaler.
Alle fem hvaler blev fanget på én dag.
Den sidste generation
Der er ikke længere grundlag for udelukkende at leve af fangst i Ittoqqortoormiit, fortæller Åge. Unge mennesker, der ellers kunne blive dygtige fangere, vælger noget andet, fordi tilværelsen som fanger er usikker, siger han.
- Kvoterne er alt for små til, at man kan leve af det. Jeg kan ikke forestille mig, at unge i dag kan begynde at leve som fuldtidsfangere. Nogle prøver, men de fleste må opgive igen og tage lønarbejde, siger han.
Åges to ældste sønner bor i Vestgrønland, hvor de går i skole. De har droppet tankerne om at blive fangere ligesom deres far, hvilket er en lettelse for Åge.
– Jeg ønsker faktisk ikke, at mine børn skal blive fangere. Det er blevet for hårdt at leve af, siger han.
Åges tredje søn viser dog fortsat samme interesse for fangsten, som han selv gjorde som lille.
- Det er sandsynligt, at han vil forsøge at blive fanger. Men jeg håber ikke, han gør det.
Når du tænker på, at du kommer fra en stor fangerfamilie, tre generationer, men dine sønner nu tager en uddannelse – hvordan føles det?
– Det føles mærkeligt. Jeg er glad for, at de får uddannelse, men samtidig bekymret, fordi fangererhvervet er ved at forsvinde, siger han.
- Man kan mærke, at der snart ikke vil være fangere tilbage.
