Vicepræsident kommer med til Grønland - dropper besøg i Nuuk og Sisimiut

Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, har tirsdag aften meddelt, at han også besøger Grønland i løbet af ugen. Men vicepræsidentparret dropper at besøge Nuuk og Sisimiut.
Foto © : Imago/Ritzau Scanpix
25. marts 2025 18:14

USA´s vicepræsident J. D. Vance fortæller tirsdag aften på det sociale medie X, at han kommer til Grønland på fredag.

I en video fortæller han, at han selv med egne øjne vil se, hvordan tingene foregår i Grønland, og at han derfor vil følges med sin hustru Usha Vance.

- Mange lande har truet Grønland og andre lande.

- Vi synes, at Grønland desværre er blevet ignoreret af Danmark alt for længe. Og det er ærgerligt for Grønlands sikkerhed, og det er ærgerligt for resten af verdens sikkerhed, udtaler USA´s vicepræsident J. D. Vance i videoen.

Usha og J.D. Vance har ændret deres planer og kommer ikke til at besøge hverken Nuuk eller Sisimiut, som det var planlagt. I Sisimiut var det planen, at Usha Vance skulle overvære hundeslæde løbet Avannaata Qimussersua, men alle planer i de to byer er droppet, fortæller en pålidelig kilde til KNR.

Parret skal besøge Pituffik Space Base.