Viceborgmester kritiserer naalakkersuisut om vandkraftværk i Tasiilaq
Naalakkersuisut har i samarbejde med Nukissiorfiit udsendt en orientering om energiforsyningen i Tasiilaq.
Det sker på baggrund af KNR's seneste artikel, om at vandkraftværket er under pres.
Her beskrives, hvordan vandforsyningen suppleres med dieselmotoren i vintermånederne, da energibehovet er steget, og mængden af vand har været lav på det seneste.
Driftschefen vurderer, at hvis byen skal fortsætte med at udvikle sit energiforbrug, at der er behov for enten et nyt nødkraftværk eller en udvidelse af vandkraftværket inden for to til fem år.
I en pressemeddelelse orienterer Jørgen Rosbach (D), naalakkersuisoq for energi, om, at der ikke er fare for strømafbrydelser i den nuværende situation.
- Naalakkersuisut følger udviklingen på forsyningssikkerheden tæt og har løbende dialog med Nukissiorfiit om at sikre en stabil og robust energiforsyning i hele Grønland.
Viceborgmester kritiserer
På Facebook er viceborgmesteren fra Tasiilaq i Kommuneqarfik Sermersooq, Egon Poulsen (S), gået til tasterne.
Han kritiserer Naalakkersuisut for ikke at give et tilfredsstillende svar.
- I deres besvarelse tager de udelukkende udgangspunkt i de nuværende forhold, uden på nogen måde at anvise en plan for byens videre udvikling, skriver Egon Poulsen.
- Vores energiforsyning udgør en væsentlig begrænsning for byens fortsatte udvikling, og det er netop dette problem, vi gentagne gange har råbt op om, og som der er behov for at finde en løsning på.