Sydkorea vil undersøge Boeing-fly efter indisk flystyrt
Sydkoreansk ministerium vil have luftfartsselskaber med Boeing-fly til at tjekke flyenes brændstofkontrolsystemer.
Det skriver Reuters.
Kravet kommer fra det sydkoreanske ministerium for land, infrastruktur og transport. Ministeriet har endnu ikke oplyst en deadline for, hvornår flyene skal være tjekket, skriver nyhedsbureauet.
Den sydkoreanske melding kommer i kølvandet på et flystyrt i juni, hvor en Boeing 787-8 Dreamliner styrtede ned i et beboelsesområde i Indien med 242 passagerer om bord.
Mandag forlyder det også, at Indien snart vil følge trop og bede om kontroller af Boeing-flys brændstofsystemer, skriver Reuters.
Én passager overlevede det indiske styrt i juni.
En efterfølgende rapport har vist, at kontakter til flyets brændstofkontrolsystem blev slået fra, inden flyet tabte højde og styrtede.
Det betød, at motorerne i omkring tre sekunder mistede adgang til brændstof.
Slået til igen
Rapporten fastslår dog ikke, hvordan kontakterne blev slået fra og placerer således ikke noget ansvar for ulykken.
Umiddelbart efter at kontakterne blev slået fra, begyndte flyet at miste fremdrift og tabe højde.
Rapporten er foreløbig og er udgivet af Indiens myndigheder for undersøgelse af flyulykker.
På en optagelse fra flyets cockpit fremgår det, at den ene pilot spurgte den anden, hvorfor han havde slukket for brændstoffet. Hertil svarede den anden pilot, at det havde han ikke gjort.
Da flyet blev undersøgt på nedstyrtningsstedet, var begge kontakter til brændstofkontrolsystemet slået til.
Ifølge rapporten er der tegn på, at begge flyets motorer var blevet tændt igen kort inden styrtet.
Flyet var netop lettet fra Ahmedabad i det nordvestlige Indien 12. juni og havde kurs mod den britiske hovedstad, London, da det tabte højde og ramte en bygning i et beboelsesområde, hvilket udløste en stor eksplosion.
/ritzau/