Svindelmistænkte Britta Nielsen udleveres til Danmark
Det blev resultatet af et kort retsmøde i Johannesburg her til formiddag, som fik et højst usædvanligt udfald. I retten tilkendegav den 64-årige Britta Nielsen via sin forsvarsadvokat, at hun er parat til at vende frivilligt tilbage til Danmark, og det selvom at sigtelserne mod hende kan blive udvidet, når hun kommer hjem.
Britta Nielsen kan derfor nu forlade Sydafrika som en 'fri' kvinde, forklarer DRs retskorrespondent Trine Maria Ilsøe fra Sydafrika:
- Man har aftalt, at hun lader sig løslade og selv rejser hjem til Danmark, men med den betingelse, at når hun befinder sig her i Sydafrika, bliver hun fulgt rundt af en betjent fra Interpol, og når hun kommer til lufthavnen i aften, bliver hun overdraget til danske betjente, som vil eskortere hende hjem til København, siger hun.
Britta Nielsen er mistænkt for at have udbetalt tilskudsmidler for mindst 111 millioner kroner til sig selv, mens hun var ansat i det offentlige. Hun er endnu kun sigtet, og først når hun er hjemme i Danmark vil der blive taget stilling til, om der vil blive rejst tiltale mod hende.
LÆS OGSÅ Hovedmistænkt i svindelsag anholdt i Sydafrika