Snus vinder frem blandt de unge: Kan give dårlige tænder og angst

Fagpersoner er ikke blege for at sige, at snus er skadeligt især for børn og unge. Det får dog ikke to studerende til at overveje at stoppe.
Foto © : KNR / Nukannguaq Kajusen
25. februar 2024 11:11

Det er blevet mere og mere populært at bruge snus frem for cigaretter - særligt blandt unge.

Tal fra Grønlands Statestik viser, at fra 2020 til 2022 har importen af snus været stigende. I 2022 blev der importeret 2.251 kilo snus til Grønland.

Og mange tror måske, at der er tale om et sundere usundt alternativ - men det er langt fra sådan, det hænger sammen.

For de studerende på GUX i Nuuk er snus heller ikke et fremmede produkt.

Viannguaq Olsvig er skiftet fra cigaretter til snus Foto © : KNR / Nukannguaq Kajusen

En af dem er Viannguaq Olsvig som røg cigaretter før i tiden, og som nu bruger seks små pakker snus om dagen.

- Jeg orkede ikke at tage udenfor mere, så begyndte jeg bare at tage snus, siger hun.

En anden elev på GUX Jens L. Mathiassen fortæller, at han begyndte at tage snus i 9. klasse.

Og i dag er han oppe på hele 12 styk snus om dagen.

- Alle blev ved med at spørge, om jeg ville prøve at tage snus, så jeg endte med at prøve det og fik smag for det, siger han.

Den er måske ikke særligt stor, men en lille snuspose indeholder faktisk hele 13 milligram nikotin.

Den indeholder altså nikotin, der svarer til 13 cigaretter.

Hvad er snus?

Snus og tyggetobak er tobak, som er doseret i små portionsposer. 

Poserne placeres direkte i munden. 

De frigiver ikke røg, og derfor omtales de også som røgfri tobak.

Snus indeholder nikotin i varierende mængde, afhængigt af produktet.

Indholdet af nikotin i snusprodukter er generelt højere end i de andre røgfri tobaksprodukter som skrå, tyggetobak og tobakspastiller.

Snus er derfor et stærkt afhængighedsskabende produkt.

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse. 


Skadeligt for hjernen og tænderne

Og selvom snus måske ikke rammer lungerne på samme måde som en smøg, så viser undersøgelser, at snusforbrug hos børn og unge kan være skadeligt for hjernen.

Det fortæller Trine Abelsen, som er læge hos Landslægeembedet.

- Hos unge, der tager nikotin, kan det påvirke evnen til at lave skolearbejde, og det kan forøge risikoen for psykiske lidelser i fremtiden, som for eksempel angst og depression.

Nikotinforbrug hos gravide kan skade fosteret, selvom de ikke ryger, forklarer Trine Abelsen videre.

Det giver risiko for væksthæmning, tidlig fødsel og i sjældne tilfælde kan barnet dø.

Sådan kan tænder og tandkød komme til at se ud, hvis man tager snus. Foto © : KNR / Nukannguaq Kajusen

Men det er ikke de eneste skadelige virkninger af snus.

Lene Heilmann er tandplejer i Nuuk og forklarer, at snus også skader tænder og tandkød.

- Vi kan se, at hinden er blevet hvide og har taget skade, såvel som tandkødet. Det skader også tænder og misfarver dem, forklarer hun.

Skræmmer ikke de unge

Men der skal mere til at skræmme de unge væk fra snus – i hvert fald hvis man spørger de to studerende, KNR har talt med.

Vi viste dem billeder fra tandplejen og spurgte, om de overvejer at stoppe med at tage snus i fremtiden.

Dog havde billederne ikke helt den overtalelseskraft, som nogle måske ville håbe.

Jens L. Mathiassen bruger 12 styk snus om dagen Foto © : KNR / Nukannguaq Kajusen

Vianannguaq Olsvig har endnu ikke oplevet følger af at tage snus og overvejer ikke at stoppe i fremtiden:

- Det tænker jeg ikke på, jeg tror ikke rigtig på det. Det ser jo ikke sådan ud på mig, siger hun.

Heller ikke Jens L. Mathiassen har planer om at smide snusen på hylden lige foreløbig:

- Jeg skal nok stoppe det, når tiden er til det.