Siumutpolitiker er frustreret over manglende svar i Kommune Qeqertalik

Oppositionen i Kommune Qeqertalik er lige nu et stort spørgsmålstegn.
I sidste måned kom det nemlig frem, at strukturen i kommunen skal fortsætte. En struktur, der tidligere har været kritiseret for ikke at fungere, da borgere oplever ikke at kunne komme igennem til kommunen.
I aftalen mellem Demokraatit, Inuit Ataqatigiit og Naleraq, der nu udgør kommunalbestyrelsen, står der, at strukturen skal fortsætte, men udvikles.
Alligevel har borgmester i Kommune Qeqertalik, Simigaq Heilmann fra Demokraatit, ikke ønsket at uddybe, hvordan udviklingen konkret skal finde sted. Og den manglende afklaring vækker utilfredshed hos oppositionens største parti, Siumut.
- Når man melder så lidt konkret ud til borgerne om, hvad man har tænkt sig, så er det meget utrygt for os.
- Som jeg forstår det, er meldingen fra kommunalbestyrelsen, at de endnu ikke ved, hvad de skal gøre. Men nu går de i gang med at forme styrelsen af kommunen, og det er kritisabelt, siger formanden for Siumuts gruppe, Aqqa Samuelsen, til KNR.
Forvirret
Står det til Aqqalu Samuelsen, har borgmesteren, Simigaq Heilmann, ikke svaret på, hvordan kommunens økonomi skal prioriteres i forbindelse med den påtænkte strukturudvikling.
Ifølge oppositionen vidner det om dårlig politisk ledelse og et svigt over for borgerne, siger Aqqa Samulelsen.
- Samarbejdspartnerne har ikke fremlagt nogle forslag om forbedringer eller om, hvordan det skal finansieres. Det er dybt frustrerende både som borger og som folkevalgt at stå tilbage uden svar. Hvad er det, der skal ske?
Siumut: De sætter lid til andre
Borgmesteren har tidligere udtalt til KNR, at det er kommunalbestyrelsen, der skal diskutere, hvordan udviklingen skal gennemføres. Men ifølge Siumut burde det være koalitionen selv, der går forrest med konkrete udspil.
- De førende partier bør som det første præsentere deres egne forslag. Men det sker ikke i denne situation, konstaterer Aqqa Samuelsen.
- Vi forventer, at de nye førende har mål og visioner. Derfor har de et ansvar for en handlingsplan i stedet for at sætte lid til andre, siger han.