Døgnrapport: Sag om seksuelt forhold til mindreårig undersøges

Grønlands Politi er i gang med at undersøge en sag om et seksuelt forhold til en mindreårig, fortæller vagtchefen tirsdag morgen.
Politiet har det seneste døgn fået anmeldelser om vold, seksuelt forhold til barn under 15, uro i hjemmet og et indbrud i Uummannaq. Foto © : Malik Brøns/ KNR
10. marts 2026 09:56

Grønlands Politi oplyser tirsdag morgen, at en sag om et seksuelt forhold til en mindreårig bliver efterforsket. Det sker, efter der mandag kom en anmeldelse om det.

Af hensyn til barnet, kan politiet ikke gå nærmere ind i detaljerne i sagen. Hverken om der er en anholdt eller mistænkt, eller hvor i landet anmeldelsen er fra.

- Men borgerne skal vide, at vi efterforsker sådan en sag, siger vagtchef Aputsiaq Hansen.

Indbrud i fritidsklub

Ellers fortæller vagtchefen, at der er blevet anmeldt et indbrud mandag morgen, som har fundet sted natten mellem søndag og mandag.


Ukendte gerningsmænd er brudt ind i en fritidsklub i Uummannaq med et koben, og den sag efterforsker politiet også, oplyser vagtchefen.

Hvornår i løbet af nattetimerne mellem søndag og mandag indbruddet fandt sted, nævner vagtchefen ikke

Og ellers nævner vagtchefen også, at hændelser med uro i hjemmet fylder i den seneste døgnrapport.