Det var med bankende hjerte og svedige håndflader, at Pilunnguaq Olsen for fire år siden skulle igennem en forældretest i forbindelse med en anbringelse af hendes tre børn.

- Psykologerne talte til mig, som om jeg var en ældre dame. Højt, siger hun og skruer op for tonefaldet:

- Og meeeeget laaangsomt. Jeg følte mig utryg med det samme.

Forældrekompetenceundersøgelsen (FKU), som Pilunnguaq Olsen skulle igennem, foregik på dansk. Under en af testene var der nogle ord, hun ikke kunne forstå. I stedet fik hun testen på engelsk.

- De (psykologerne, red.) sagde til mig, ‘du skal bare gætte’. Men jeg turde ikke gætte. Jeg var bange for, at de ville tage mine børn, hvis jeg lavede fejl eller brokkede mig. Jeg var så stresset. Det føltes som om, at jeg skulle miste mine børn. Og det gjorde jeg så også, siger Pilunnguaq Olsen.

Anbringelser af grønlandske børn i Danmark har netop været på dagsordenen igen, hvor en ny lov har været igennem den politiske mølle. Den nye lov har til formål at stoppe brugen af FKU på grønlandske familier i Danmark.

Testene er nemlig ikke tilpasset grønlandsk kultur, og derfor har flere aktører rejst spørgsmål om, hvorvidt anbringelserne af grønlandske børn finder sted på et forkert grundlag. 

I stedet skal de danske kommuner fremover være forpligtede til at bruge en særlig enhed under Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO) med ekspertise i grønlandsk sprog og kultur i anbringelsessager med grønlandske børn. Loven træder i kraft den 1. maj.

Samtidig skal den særlige enhed også gennemgå de godt 460 igangværende anbringelsessager af grønlandske børn.

Og det kan få stor betydning for Pilunnguaq Olsen, der står til at få sin sag genåbnet.

Fra frivillig til tvangsanbringelse

I dag er det godt seks år siden, at 38-årige Pilunnguaq Olsen flyttede fra Narsaq til Aalborg med sin daværende kæreste og parrets tre børn.

Deres dengang tre måneder gamle datter havde i længere tid haft smerter. Under en ferie i Danmark blev hun undersøgt af en læge, der stillede en diagnose. Parret besluttede med det samme at blive i Danmark, så datteren kunne få behandling. De penge, de skulle have brugt på flybilletter hjem, gik i stedet til et indskud til en lejlighed i Aalborg.

Men kort tid efter begyndte tingene at falde fra hinanden, fortæller Pilunnguaq Olsen. Der kom underretninger fra naboerne, der kunne høre datteren græde. Den turbulente tid tog hårdt på parret, der endte med at gå fra hinanden.

Efter en kaotisk tid søgte Pilunnguaq Olsen hjælp hos kommunen, der anbefalede, at de tre børn blev frivilligt anbragt. Anbringelsen skulle vare fire måneder, så hun i mellemtiden kunne finde et nyt sted at bo.

Men da de fire måneder var gået, blev den frivillige anbringelse til en tvangsanbringelse. En beslutning, der blandt andet blev afgjort efter en FKU på både Pilunngauq Olsen og børnene. 

- Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle mine børn det. De ville så gerne hjem. Jeg forklarede dem, at det var kommunens beslutning, men at jeg så gerne ville have dem hjem igen, siger Pilunnguaq Olsen.

Børnene bor i dag hos danske plejefamilier. Men Pilunnguaq Olsen taler med dem så ofte, hun kan komme til.

- Jeg siger hele tiden til dem, ‘anaana vil gøre alt for at få jer hjem’.

Underretning på mig selv

Og det håber hun, at hun kan, nu hvor den nye lov træder i kraft. 

Men anderledes står det til for Johanne og Ulrik Olsen. De deler samme efternavn som Pilunnguaq, men er ikke i familie.

Parret flyttede fra Sisimiut til Viborg i Midtjylland med deres tre sammenbragte børn i 2008, da Johanne Olsen skulle have uddannelse. Men det, der skulle have været en ny start i livet, udviklede sig hurtigt som en ond drøm for parret. De fik tvangsfjernet to af deres tre sammenbragte børn efter godt to år i Danmark. Det tredje barn blev frivilligt anbragt.

Men Johanne og Ulrik Olsen drømte fortsat om at skabe familie, og i 2019 ventede de endnu et barn. Fire måneder henne i graviditeten blev de ringet op af Viborg Kommune, hvor de var flyttet fra ni år forinden, og fik at vide, at de skulle informere Skive Kommune, som de nu boede i, om, at de ventede et barn.

Efter 14. dage dumpede et brev ind ad brevsprækken.

- Der stod, at jeg havde lavet en underretning på mig selv, siger Johanne Olsen.

Stemmen er grødkvalt, da hun fortsætter:

- Hvorfor beder kommunen mig om at lave en underretning på mig selv? Jeg fik at vide, at det var normalt i Danmark, at man skulle oplyse kommunen, når man er gravid.

Foto © : Privatfoto

Syv måneder henne i graviditeten lavede kommunen en FKU på Johanne og Ulrik Olsen. En situation, der var enormt stressende, fortæller de.

- Jeg var dybt bekymret. Angst, siger Johanne Olsen.

Den 26. december kom deres dreng, Finn, til verden. En velskabt baby, der blev født en måned for tidligt. Parret mener, at det skyldtes det pres, de var udsat for.

Johanne og Ulrik Olsen nåede at tilbringe 17 dage med Finn. Så blev han tvangsadopteret.

- Jeg skjulte mine følelser, da jeg kom for at sige farvel til ham, fordi babyer også kan mærke stemning. Han var glad og smilede. Men jeg var totalt ødelagt indeni, siger Ulrik Olsen og fortsætter:

- ‘Husk, at far altid vil elske dig,’ sagde jeg til ham. ‘Jeg vil kæmpe for dig’. Så gik jeg min vej. Det var en uudholdelig smerte.

Fire lange år

Selvom det kan skabe håb for flere forældre, der nu skal have genbehandlet deres sager, er håbet om at få Finn hjem igen spinkelt. Da der er tale om en tvangsadoption, er Johanne og Ulrik Olsens sag ikke en del af de godt 400 sager, der skal genbehandles. Det gælder nemlig ikke sager, hvor afgørelsen om adoption er truffet.

Parret er repræsenteret af advokat Jeanette Gjørret fra Stage Advokatfirma, der beskæftiger sig med sager inde for børneretsområdet. Hun oplyser, at de nu afventer svar på en anmodning om at få genoptaget adoptionssagen.

- For Johanne og Ulrik er det alvorligt, fordi det er en lukket sag. Det er en bortadoption, der når at blive eksekvereret. Men jeg mener, at det rigtige vil være at få genoptaget sagen og få den kigget igennem igen, siger Jeanette Gjørret.

Samtidig repræsenterer hun også Pilunnguaq Olsen. Og der er chancerne bedre, fortæller Jeanette Gjørret. Det er nemlig en af de sager, der nu skal gennemgås af VISO.

- Sagerne er vurderet på baggrund af en sagsoplysning, som efterfølgende har vist sig at være forkert. Der er foretaget nogle undersøgelser, som ikke var valide. Derfor er afgørelserne truffet på et forkert grundlag, mener Jeanette Gjørret.

Pilunnguaq Olsen ser i dag sine børn i halvanden time hver anden uge. To af børnene er anbragt i én plejefamilie, mens den tredje er anbragt i en anden plejefamilie. De har alle sammen mulighed for at se hinanden i halvanden time en gang om måneden. 

Børnene har i dag glemt deres grønlandske sprog, fortæller hun. Men hun håber, at hun en dag kan give dem sproget tilbage.

- Jeg er træt af at kæmpe. Det har været fire lange år. Især når det handler om børn. Jeg har mistet så meget tid med dem. Mine børn ringer til mig og græder. De spørger, ‘anaana, hvorfor vil du ikke have mig?’.