Pilersuisoq: Kunder i Uummannaq kan handle med Dankort

Der er udfordringer med at hæve kontanter i Uummannaq samt bruge kortterminaler til at handle. Pilersuisoq oplyser, at der kan handles med Dankort.
Uummannaq 05.07.2006
Uummannaq 05.07.2006 Foto © : André Saxer
Skrevet af Markus Valentin
24. juni 2026 11:59

I går bragte KNR en artikel om de begrænsede muligheder for at handle i Uummannaq som følge af branden hos Nukissiorfiit, der er gået ud over elforsyningen.

Her fortalte borgeren John Møller, at hæveautomaterne ikke virker på grund af den manglende forbindelse.

Det er et problem, siden butikkerne kun kunne modtage kontant betaling, fortalte John Møller.

Tussas kunne i går morges oplyse, at en nødgenerator har kunnet holde en mobilmast kørende for at skabe forbindelse.

Pilersuisoq

På Facebook-siden for Pilersuisoq Uummannaq bekræftede de i går, at manglende forbindelser og el har sat hæveautomaterne ude af drift.

Men de har en midlertidig løsning, som kan imødekomme nogle af udfordringerne.

Hvis borgerne har et Visa/Dankort kan de stadig benytte sig af dankortterminalen, selvom den ikke er tilsluttet nettet.

Dog kan borgere med et Mastercard Debit eller Akiliut ikke benytte sig af den mulighed.

Derfor holdt butikkens kontor åbent i går indtil klokken 16.00, hvor det var muligt borgerne at hæve kontanter.

Situationen i dag

Direktør for HR i KNI, Juliane Henningsen Heilmann, fortæller, at vilkårene for kortbetaling i Uummannaq stadig er de samme som i går.

I dag fortsætter de med at hjælpe borgerne med at hæve kontanter i samarbejde med bygdekontorene.

- Vi fik strøm til butikken i går formiddags. Vi holder den store butik åben, mens nærbutikken holdes lukket.

Juliane Henningsen Heilmann fortæller, at Pilersuisoq har formået at holde frysevarene i frost, så de ikke har lidt skade.

- Det er rigtig godt, at vi er sluppet fra det, fortæller hun.