Organisationer om ny undersøgelse i spiralsag: Dejligt, at naalakkersuisut nu lytter
Det er både vigtigt for kvinderne i spiralsagen og for os som land, at naalakkersuisut nu iværksætter en undersøgelse af brud på menneskerettigheder i spiralsagen.
Sådan lyder det fra forperson for Rådet for Menneskerettigheder, Qivioq Løvstrøm.
- Jeg er meget tilfreds og glad for, at man har valgt at gøre det. Vi har jo råbt op omkring det her i lang tid, siger hun.
Naalakkersuisut udmeldte tidligere på måneden, at de vil etablere en undersøgelse af, hvilke brud på menneskerettigheder der var tale om, da tusindvis af grønlandske piger og kvinder fik oplagt spiral i 1960’erne og 70’erne på opfordring fra den danske stat.
Ifølge naalakkersuisoq for justitsområdet og ligestilling, Naaja H. Nathanielsen (IA), skal undersøgelsen foregå sideløbende med den igangværende spiraludredning, som forventes klar i 2025.
Naalakkersuisuts beslutning kommer efter, at blandt andet FN, Rådet for Menneskerettigheder og ICC igennem de seneste år har råbt op om, at det er vigtigt at inkludere fokus på menneskerettigheder i spiraludredningen.
Derfor er Sara Olsvig, der er forkvinde for ICC, også tilfreds med, at undersøgelsen nu bliver en realitet.
- Det er rigtig positivt, at naalakkersuisut anerkender vigtigheden af at fokusere på menneskerettigheder i de her sager, siger hun.
Enige om rammerne
Alligevel mener Sara Olsvig, at det er ærgerligt, at fokusset på menneskerettigheder ikke bliver en del af den igangværende spiraludredning.
For ifølge hende vil det bedste være at få en samlet udredning, som ville sikre, at begge regeringer udtrykker anerkendelse af, at menneskerettigheder er brudt.
- For os er der ikke tvivl om, at der er tale om alvorlige menneskerettighedskrænkelser, siger Sara Olsvig.
Og spørger man Naaja H. Nathanielsen, har det hele tiden været naalakkersuisuts ønske, at fokus på menneskerettigheder blev en del af den igangværende spiraludredning. Men det har den danske stat afvist, fortalte hun til KNR.
Det er dog ikke det syn den danske statsminister Mette Frederiksen (S) har på sagen. Hun kalder spiralsagen for meget ulykkelig, men mener, at de to regeringer har haft et godt samarbejde på området.
- Vi er blevet enige om den ramme, der er omkring undersøgelsen. Hvis Grønland så ønsker at undersøge yderligere – det blander jeg mig ikke i – men jeg oplever, at vi har haft et godt samarbejde på det her område, sagde Mette Frederiksen til KNR, da hun i sidste uge gæstede Nuuk.
Naaja H. Nathanielsen oplyser til KNR, at hun forventer at kunne præsentere mere konkret, hvordan undersøgelsen af brud på menneskerettigheder skal gribes an i april.