Når 11-årige Miilu går i skole, spøger Trump i klasseværelset

Børnerettighedsinstitutionen MIO er i gang med en ny undersøgelse, der skal til bunds i, hvordan den højspændte politiske situation påvirker landets børn og unge.
- Jeg har været meget bange, fortæller Miilu Lindberg Boassen. Foto © : KNR
29. januar 2026 16:29

Det har ryddet alverdens nyhedsflader, skabt gule breaking-bjælker og fået journalister fra hele verden til at valfarte til Grønland.

Der er selvfølgelig tale om den amerikanske præsidents ønske om at overtage Grønland. Igen og igen – og igen – har det lydt fra Donald Trump: USA har brug for Grønland for national sikkerhed.

Selvom det nok er de færreste børn, der sætter sig til rette i sofaen, når Qanorooq kører over skærmen, så er Donald Trump og hans ønsker om Grønland også noget, der optager børnene. 

De taler blandt andet om det i skolen, fortæller 11-årige Miilu Lindberg Boassen, der bor i Nuuk.

- Jeg har været meget bange. Men jeg talte med min mor, og nu har jeg det godt. Jeg er ikke bange længere, fortæller han.

Hvordan taler man med børnene?

Hos børnerettighedsinstitutionen MIO har de igennem den seneste måned fået opkald fra bekymrede forældre. Det fortæller institutionens børnetalsmand Stina Sværd.

- Nogle forældre fortæller, at deres børn ikke kan sove om natten, at de har ondt i maven og er meget optagede af, hvad der kommer til at ske. Andre forældre vil gerne have nogle gode råd til, hvordan man taler med børnene om det, fordi børnene er nysgerrige og spørger ind, siger børnetalsmanden.

Det er vigtigt at forsikre børnene om, at de voksne håndterer situationen, siger Stina Sværd.  Foto © : KNR / Markus Valentin

Stina Sværd oplever også, at den seneste tid har været præget af uro og usikkerhed omkring fremtiden.

MIO er derfor gået i gang med en ny undersøgelse, der skal til bunds i, hvordan den højspændte politiske situation påvirker landets børn og unge. Den skal hjælpe institutionen til at lave mere målrettede indsatser for børn og forældre.

Læreren sagde, vi ikke skulle være bange

Naalakkersuisoq for sundhed, Anna Wangenheim (D), og naalakkersuisoq for børn og unge, Nivi Olsen (D), satte også ord på situationen på et pressemøde mandag. Her kom de også med et par råd til forældre om, hvordan de kan tale med børnene om den højspændte tid.

- Det handler ikke om at forklare verdenssituationen i detaljer, men om at være opmærksom på, hvordan barnet har det, stille åbne spørgsmål og svare i et sprog, som barnet forstår, sagde Nivi Olsen.

Det er også et råd, Stina Sværd giver til de bekymrede forældre, der ringer ind.

- Vi skal være nærværende over for børnene, være nysgerrige og lytte til, hvad de har af tanker og følelser. Børnene mærker alt og ser, hvordan vi voksne har det. Så det er vigtigt, at forældre forholder sig roligt og forsikre børnene om, at de voksne tager sig af udfordringerne, siger hun.

Har du også et råd til børn og unge, der kan være bekymrede over situationen?

- Det er at kontakte den voksen, de har tillid til. Hvis børnene er usikre, kan de også ringe til Tusaannga, som er gratis og åbne døgnet rundt, siger Stina Sværd.

Selvom Donald Trump og den politiske situation fortsat fylder hos 11-årige Miilu Lindberg Boassen, er han mere rolig nu.

- Vi har talt om det i klassen, men så sagde vores lærer, at vi ikke skulle være bange.

- Trump kommer ikke til at købe Grønland, siger han.