Motzfeldt beroliger befolkningen og afviser Aki-Matilda: - Naleraq takkede selv nej til information

Vivian Motzfeldt afviser, at aftalen blev indgået bag lukkede døre og understreger, at Naleraq var inviteret til at deltage, men takkede nej.
I mandagens udgave af Qanorooq svarede naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), tilbage på den kritik, som Aki-Matilda Høegh-Dam (Naleraq) har rettet mod naalakkersuisut. Foto © : Qanorooq
Skrevet af Markus Valentin
14. oktober 2025 16:31

Aki-Matilda Høegh-Dam (Naleraq) har beskyldt naalakkersuisut for at handle diktatorisk i forbindelse med den nye Arktisk-pakke 2.

Oppositionspolitikeren kræver, at sagen får både juridiske og folkeretlige følger.

Hun har dog ikke fremlagt konkrete eksempler på regler, som naalakkersuisut skulle have overtrådt.

Vivian Motzfeldt (S), naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, deltog i Qanorooq for at svare på kritikken.

Hun afviser pure påstanden om, at Inatsisartut og partierne ikke blev inddraget i den nye forsvarsaftale med Danmark.

- Det passer ikke. For det første bygger aftalen på koalitionsaftalen, som viderefører arbejdet fra den tidligere valgperiode.

- Derudover har vi arbejdet tæt sammen med Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, som løbende har modtaget information og har givet input, som vi har inddraget i forhandlingerne.

Tiltag i Delaftale 2 om Arktis og Nordatlanten

  • Danmark investerer 27,4 milliarder kroner i forsvaret af Arktis og Nordatlanten. Nogle af tiltagende fremgår herunder.
  • Der skal etableres et nordatlantisk søkabel mellem Grønland og Danmark.
  • Konkret bliver der brugt 2,1 milliarder kroner på droneområdet til bekæmpelse og overvågning.
  • Nye droner skal styrke evnen til at danne et "situationsbillede", når der sker hændelser, hvor Forsvaret støtter lokale myndigheder på Færøerne og i Grønland.
  • Dertil skal der anskaffes to yderligere arktiske skibe og maritime patruljefly.
  • Der skal oprettes et nyt hovedkvarter for Arktisk Kommando i Nuuk.
  • En ny og specialiseret Arktis-enhed oprettes og bliver forankret under Arktisk Kommando.
Kilde: Ritzau/Forsvarsministeriet

Det overrasker ikke Vivian Motzfeldt, at Naleraq hævder, de ikke blev orienteret. For ifølge naalakkersuisoq har partiet selv valgt ikke at modtage materiale om forhandlingsforløbet.

Selvom partiet takkede nej til informationen, fortæller Vivian Motzfeldt, at hun alligevel sendte materialet.

- Partilederne har også modtaget løbende orienteringer om forhandlingernes indhold og forløb. Parti Naleraq har selv valgte ikke at deltage i forhandlingerne og takkede nej til at modtage materiale om forløbet.

- Alligevel har vi fulgt vores procedurer og sikret, at alle relevante informationer blev sendt til alle partier, uanset deres deltagelse, fortæller Vivian Motzfeldt.

Tirsdag eftermiddag har Naleraq udsendt en pressemeddelelse, hvor de skriver:

- Naalakkersuisoq lyver. Naleraq har aldrig været inviteret til udmøntning af forsvarsaftalen.

Nyt kontor til Arktisk Kommando - ikke militærbase

To dage før aftalen blev præsenteret, rapporterede TV2, at der planlægges et nyt militært hovedkvarter i Nuuk.

Det er blandt årsagerne til Naleraqs kritik, da partiet frygter, at aftalen kan gøre Nuuk til et militært mål i tilfælde af krig.

Men da aftalen blev præsenteret fredag, var der ikke tale om en militærbase. Derimod lægges der op til at lave et nyt kontor til Arktisk Kommando.

- Der er ikke tale om at etablere en ny militærbase. Arktisk Kommando har allerede et kontor her i Nuuk, som i dag drives i lejede lokaler. Den nye bygning vil blot være et kontor, som ejes og drives mere effektivt, fortæller Vivian Motzfeldt.

Ingen grund til bekymring

Under sommerens militære øvelser har flere fregatter ligget til kajs i Nuuk.

Ifølge Vivian Motzfeldt har det belastet havneområdet, og derfor lægger den nye aftale nu op til, at der skal oprettes en orlogskaj til Forsvarets skibe.

Derfor beskylder Aki-Matilda Høegh-Dam naalakkersuisut for at bruge befolkningen som ‘menneskelige skjolde’. Hun mener, at en sådan havneplads også vil være et militært mål.

Aki-Matilda Høegh-Dam frygter, at anlæggene kan blive mål, hvis der udbryder krig. Har hun grund til bekymring?

- Jeg mener ikke, der er grund til bekymring. Man må se på det, vi arbejder med nu - det handler om kapaciteter, som længe har været planlagt, men som først nu bliver realiseret gennem denne aftale. Arktisk Kommando er allerede til stede her i landet og har været det længe, fortæller Vivian Motzfeldt og fortsætter:

- Flådefartøjerne opererer allerede langs kysten med overvågning, beredskab og redningsopgaver. De lægger også allerede til ved vores havne. Det, vi ønsker nu, er at udvide eksisterende faciliteter, så de bedre kan bruges og ikke belaster havneområderne unødigt.