Døgnrapport: Motorstop satte gang i SAR-beredskab – og fulde mennesker skabte uro i Qaqortoq

På trods af forbud mod salg af alkohol i Kommune Kujalleq, så måtte politiet søndag ud at stoppe to fulde mennesker, der skabte uro. Og så har man søndag igangsat SAR-beredskabet.
Foto © : Emil Weis / KNR
Skrevet af Emil Weis
26. oktober 2026 11:00

Søndag aften blev der sat gang i en SAR-redning til søs. 

Det skete efter, at en båd havde fået motorstop i farvandet omkring Nuuk, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi, Aputsiaq Hansen. 

Der blev taget kontakt til båden over Aasiaat Radio, hvorefter politiet hentede de fire personer, der var ombord. 

- Der var isskosser i området, og derfor hentede vi dem ind, inden det udviklede sig, fortæller Aputsiaq Hansen. 

Han fortæller, at de fire personer ombord ikke er kommet til skade. 

Derudover fik politiet i Nuuk søndag morgen en anmeldelse om, at der blev kørt spirituskørsel i en taxa i Nuussuaq.

Taxachaufføren blev efterfølgende stoppet og taget med til politistationen for at få taget en blodprøve. 

- Når man kører i den tilstand, så udsætter man ikke bare sig selv for fare, men også andre, siger Aputsiaq Hansen. 

Alkohol-uro i Qaqortoq

Der har de seneste uger været et forbud mod at sælge og udskænke alkohol i Kommune Kujalleq. 

Men det forhindrede ikke to fulde personer i at skabe uro på en privatadresse i Qaqortoq. 

- De to personer skabte uro på en adresse, så vi tog derud og fik dem bortvist fra området, siger Aputsiaq Hansen.

Selvom det er ulovligt at sælge alkohol i Kommune Kujalleq, så er der ikke noget forbud mod at indtage alkohol. 

Borgmester i Kommune Kujalleq, Malene Vahl Rasmussen (D), har endnu ikke fortalt, hvornår hun forventer, at der bliver åbnet for alkoholsalget igen.