Mette Frederiksen reagerer på historisk møde: - Det var ikke nemt

Situationen er fortsat alvorlig efter onsdagens møde mellem Grønland, Danmark og USA. Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen.
- Det er selvsagt alvorligt og derfor fortsætter vi vores indsats for at forhindre det scenarie i at blive til virkelighed, udtaler statsministeren. Foto © : Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix
15. januar 2026 11:15

Den danske statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet) reagerer nu på det historiske møde mellem Grønland, Danmark og USA i Washington onsdag.

Det sker efter, at hun i går modtog en briefing om mødet fra den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S). 

- Det var ikke noget nemt møde, og jeg vil gerne takke de to ministre for klart og tydeligt at have gjort Kongerigets synspunkter gældende og for at have imødegået de amerikanske påstande. Det var vigtigt, udtaler Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Sagen kort

  • Den amerikanske præsident Donald Trump har gentagende gange sagt, at USA bør få kontrol over Grønland.
  • Onsdag mødes de tre udenrigsminister Vivian Motzfeldt (S), Lars Løkke Rasmussen og Marco Rubio til et møde i Det Hvide Hus. Tirsdag kom det frem, at den amerikanske vicepræsident J.D. Vance også deltager på mødet.
  • Formanden for naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) og statsminister Mette Frederiksen talte på et fælles pressemøde tirsdag. Her sagde formanden Jens-Frederik Nielsen igen, at Grønland ikke er til salg, og at Grønland ikke vil være en del af USA.

Det var første gang, at de tre parter havde en reel samtale efter, at den amerikanske præsident Donald Trump gentagende gange har luftet sine ønsker om at overtage Grønland.

Forhindre scenarie i at blive til virkelighed

Mødet har ikke ændret på, at præsidenten fortsat ønsker, at Grønland skal være en del af USA, sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen efterfølgende ved et pressemøde.

- Det er selvsagt alvorligt og derfor fortsætter vi vores indsats for at forhindre det scenarie i at blive til virkelighed, udtaler statsministeren.

Efter mødet er der blevet nedsat en arbejdsgruppe, hvor topdiplomater skal se på, hvordan USA’s ønsker vedrørende sikkerhed kan opfyldes, uden at de krænker de territoriale grænser eller Grønlands ret til selvbestemmelse.

Tilstedeværelse er afgørende

Danmark og flere Nato-lande har allerede onsdag sendt militære styrker afsted til Grønland.

- Der er enighed i NATO-alliancen om, at en styrket tilstedeværelse i Arktis er afgørende for europæisk og nordamerikansk sikkerhed. Danmark har investeret markant i nye arktiske kapaciteter. 

- Og jeg vil gerne kvittere for, at en række allierede i disse dage, bidrager til fælles øvelsesaktiviteter i og omkring Grønland. Forsvaret og beskyttelsen af Grønland er et fælles anliggende for hele NATO-alliancen, udtaler Mette Frederiksen fortsat.

Den danske regering vil orientere Folketingets partiformænd og de nordatlantiske medlemmer af Folketinget om situationen på et møde i Statsministeriet fredag.