Mette Frederiksen om eskalerende krise: - Hvis USA pålægger told, så må Europa svare på det robust
Krisen mellem Grønland, Danmark og USA udvikler sig fortsat dag for dag. Den tog yderligere et nøk opad, da Donald Trump lørdag truede Danmark og syv andre europæiske lande med en 10 procents told, hvis ikke de går med til, at USA kan overtage Grønland.
Tirsdag har formanden for naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) og viceformand Múte B. Egede (IA) holdt pressemøde. Her lød det, at naalakkersuisut vil være forberedt på alle scenarier – inklusiv en annektering – fordi Donald Trump ikke udelukker brug af militær magt.
I Danmark har statsminister Mette Frederiksen sat ord på situationen. På spørgsmålet om, hvorvidt hun kan garantere, at Danmark og EU ikke lader Grønland i stikken uanset hvilke trusler Trump kommer med, svarer hun:
- Jeg kommer i hvert fald ikke til at lade Grønland i stikken. Den beslutning har jeg truffet for længst som dansk statsminister.
- Jeg kan godt forstå, at det her sætter gang i alle mulige følelser, og jeg kender rigtig mange i det grønlandske samfund og synes, at det er så urimeligt, at man bliver bragt i denne her situation, som det grønlandske folk er blevet bragt i, siger Mette Frederiksen i et interview til grønlandske og danske medier.
Europa må svare igen
Samtidig siger Mette Frederiksen, at hun ikke håber, at det kommer til en toldkrig med USA.
Men hvis den amerikanske præsident gør alvor af sine trusler om en toldkrig med Europa, må man svare igen.
- Det er klart, at hvis USA pålægger told ind i Europa, så må Europa svare på det robust. Det er ikke en situation, vi ønsker. Hvordan vi præcist gør det, skal vi diskutere hen over det næste stykke tid, siger hun ifølge Ritzau.
Permanent tilstedeværelse af Nato
Statsministeren blev også spurgt ind til de Nato-tropper, der over de seneste dage har været i Grønland for at deltage i en militærøvelse.
Her siger Mette Frederiksen, at Danmark har bedt Nato om at oprette en permanent form for tilstedeværelse i Grønland, ligesom forsvarsalliancen har det i Østersøen og de baltiske lande. Det skriver Ritzau.
- Det, vi har foreslået ind i et Nato-spor, er en mere permanent tilstedeværelse i og omkring Grønland, siger hun til Ritzau.
Forslaget følger en direkte inspiration fra det arbejde, Nato-alliancen laver i Østersøen. Her har de allierede lande en fast troppestationering i baltiske lande, ligesom der samarbejdes om overvågningen af Østersøen.
Øvelsen kaldes Baltic Sentry.
- Det kan man overføre til det arktiske område, siger Mette Frederiksen og tilføjer, at der i Nato er positiv respons på en stærkere tilstedeværelse i Arktis.
Diskussion om arbejdsgruppe
Onsdag mødtes naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S) og den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen med den amerikanske vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio i Washington.
Her blev de enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, der trods grundlæggende uenigheder skal forsøge at finde en løsning på konflikten mellem kongeriget og USA.
Efterfølgende sagde en talsperson fra Det Hvide Hus, at arbejdsgruppen skal fortsætte “tekniske drøftelser om overtagelsen af Grønland”.
Mette Frederiksen blev også spurgt ind til, om arbejdsgruppen er nedsat. Her lød det:
- Vi har ikke tilkendegivet at der skal arbejdes videre med en annektering af Grønland, men at der skal arbejdes videre med det, vi er fælles om, sikkerheden i Arktis, og nu pågår der så en diskussion om, hvordan det arbejde skal føres, siger hun.