Døgnrapport: Mand anholdt i Kuummiut for ‘uorden’

En mand er lørdag blevet anholdt for ‘uorden’ og er blevet tilbageholdt i 25 dage.
Lørdag blev en mand anholdt for 'uorden' i Kuummiut. Det er sparsomt med oplysninger i sagen, og vagtchefen kan ikke fortælle, hvad 'uorden' dækker over. Foto © : KNR / Malik Brøns
06. maj 2024 09:09

Opdateret med en kommentar fra politiet klokken 11.15

Lørdag blev en mand anholdt i den østgrønlandske bygd Kuummiut.

Anholdelsen skete på grund af ‘uorden’, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Annette Ostenfeldt.

Hvad ‘uorden’ dækker over, kan hun ikke komme nærmere ind på endnu, men:

- Manden blev fremstillet i går, og det blev besluttet, at han skal være tilbageholdt i 25 dage, fortæller hun.

Brand i container

Ud over anholdelsen i Kuummiut melder politiet om et roligt døgn og en forholdsvis stille weekend, fortæller vagtchefen.

- Generelt har det været en forholdsvis stille weekend i forhold til, hvad det kan være.

Men omkring 18.40 i går aftes måtte politiet rykke ud til en brand i en container i Qinngorput.

- Der var brand i en lille container, hvor anmelder selv havde forsøgt at slukke branden, men uden held.

Hvad branden skyldes er uvist, og KNR venter på en opfølgning i sagen fra Kuummiut.

Mandag formiddag fortæller vagtchef Annette Ostenfeldt, at manden fra episoden i Kuummiut er tilbageholdt for at havde affyret skud lørdag.

- Der er ingen tilskadekomne, og lige nu arbejder vi ud fra, at manden har affyret fem skud, siger hun.

Hvorfor manden i 20'erne affyrede skud er endnu for tidligt at sige noget om, ligesom vagtchefen heller ikke kan løfte sløret for andre detaljer.