Fiskere om den nye lov: Jeg må anstrenge mig endnu mere for fortsat at kunne fiske
Torsdag brugte Inatsisartut over otte timer på at stemme en ny fiskerilov igennem. Før det var et halvt år gået med høring, demonstrationer og afbrændinger.
Og forud et forløb på over tyve år med udvalg, kommissioner og en kavalkade af ministre, som måtte gå af som følge af manglen på en ny lov.
Men hvad mener de personer, som er underlagt den længe ventede fiskerilov egentligt om den? KNR har været på gaden for at snakke med fiskerne.
En af dem er Nukaaraq Lund Serritzlev. Han kan både se fordele og ulemper ved loven.
- Jeg synes, det er en dårlig fordeling. For eksempel kommer fabrikken i Aasiaat til at lukke om nogle få år. Hvem skal så åbne en fabrik? Det kan ikke være andre end Royal Greenland, siger han.
Dog har tonen en lidt anden lyd, når de kommer til de individuelle omsættelige kvoter, som er en del af nye lov.
- Det er en god ting for mig at have mulighed for at få individuelle omsættelige kvoter. Det er godt for mig.
KNR har også talt med Jørgen Inuusuttoq. Han ser lidt skeptisk på ambitionen om at gøre fiskeriet mere bæredygtigt, som loven lægger op til.
- Hvis man skal tænke på bæredygtighed, som man siger. Så er der rigtig mange fisk men der er også rigtig mange begrænsninger. Hvad laver vi? Vi kigger bare på. Biologerne siger altid: "Der er snart ikke flere", men der er masser. Hvornår fatter de det?
Og ifølge ham er det svært at råbe politikerne op.
- De er valgt af folket, men hvad laver de? De lytter ikke til folket. Vi har holdt to demonstrationer, og vi har ikke fået svar. Ikke en eneste prik. Det nytter ikke mere at sige sin mening, siger Jørgen Inuusuttoq.
Vi mødte også Jens Karl Jeremiassen, som bekymrer sig for sin privatøkonomi, efter loven er blevet vedtaget.
- Så billig, som fisken er lige nu, er det meget utrygt for os, at loven er vedtaget. Det er virkeligt utrygt, siger han.
Derfor bekymrer han sig også for sin fremtid som fisker.
- Det kommer til at ramme mig hårdt, jeg må anstrenge mig endnu mere for at kunne blive ved med at fiske.
Et af hans kritikpunkter går nemlig på, at det er svært at forny sit fiskeriudstyr, når profitten af at indhandle fiskene er så lav for fiskerne.
Og derfor har han et opråb til politikerne:
- Hvis jeg skulle sige noget til politikerne ville jeg sige: lyt til jeres vælgere.