Hans-Henrik Suersaq Poulsen tildeles pris på ICC-møde

Hans-Henrik Suersaq Poulsen vinder pris, der tildeles til unge inuitter, der styrker sprog, kultur og fællesskab.
Foto © : ICC's facebookside
24. juli 2026 12:41

Hans-Henrik Suersaq Poulsen er blandt fire unge, der har vundet Hans Pavia Rosing prisen, der tildeles unge inuitter, som styrker kultur, sprog og fællesskab.

Prisen blev uddelt på ICC-mødet i Iqaluit i Canada, der finder sted i disse dage. 

Prisen blev overrakt af ICC-formanden Sara Olsvig, der overlader formandskabet til et nyt land lørdag.

Udover Hans-Henrik Suersaq Poulsen fra Grønland har en anden ung fra hver af de andre lande også modtaget prisen.

Det fortæller ICC på deres facebookside.

Foto © : ICC's facebookside

Hans-Henrik Suersaq Poulsen, der går under kunstnernavnet H.H., har lige udgivet et teaterstykke om sin tiptiptipoldefars historie.

Forestillingen skildrer den utrolige historie om dengang Hans Hendrik Suersaq, hans hustru Meqo, deres børn og andre ekspeditionsdeltagere blev fanget på en isflage i Grønland i 1872.

I alt var de 19 mennesker, som drev rundt på en isflage i et halvt år, før de nåede Labrador i Canada, hvor de endelig blev reddet.