Ny rapport: Grønlænderes rettigheder bliver overset i danske kommuner

Manglende sproghjælp, modersmålsundervisning og langsom behandling af anbringelsessager betyder, at grønlænderes rettigheder ikke altid bliver sikret. Det viser ny undersøgelse fra Justitia.
Der bor cirka 17.000 grønlændere i Danmark. Her er der en gruppe, der fejrer nationaldagen den 21. juni på Strøget i København. Foto © : Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
21. august 2026 15:54

De danske kommuner tager ikke nok højde for grønlænderes rettigheder. Det konkluderer en ny rapport fra den danske tænketank Justitia.

- Der mangler generelt en bevidsthed om, at grønlændere er en befolkningsgruppe med særlige rettigheder, som vi i Danmark har pligt til at sikre. Og vi har også pligt til at sørge for, at de bliver medinddraget, siger Mikele Schultz-Knudsen, juridisk chef i Justitia.

Rapporten undersøger retssikkerheden for grønlændere i mødet med de danske kommuner. 

Den bygger blandt andet på interviews med grønlandske borgere i Danmark og kommunale sagsbehandlere samt data fra Danmarks Statistik og aktindsigt.

Undersøgelsen viser samtidig, at der er stor forskel på kommunerne.

- Der er ret markant forskel på, hvordan kommunerne behandler det her emne. Nogle kommuner bruger eksempelvis meget sjældent tolkebistand, mens andre efterhånden har opbygget stor erfaring og lavet særlige indsatser målrettet grønlændere, siger Mikele Schultz-Knudsen.

Ret til modersmålsundervisning

Et af de områder, Justitia har undersøgt, er modersmålsundervisning til grønlandske børn i Danmark.

Ifølge loven har kommunerne pligt til at tilbyde grønlandskundervisning, hvis de kan samle 12 børn på et hold.

- Men der er simpelthen ingen kommune, der har været i stand til at samle 12 grønlandske børn, siger Mikele Schultz-Knudsen.

På nuværende tidspunkt er det derfor kun Københavns Kommune, der tilbyder grønlandskundervisning.

Det skyldes, at Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune sidste år besluttede, at én tilmelding bør være nok til at oprette et hold. Dermed har kommunen valgt at fravige kravet om 12 tilmeldte børn.

For grønlandske børn i resten af landet gælder tilbuddet derimod ikke. Det kan få konsekvenser på længere sigt, vurderer Mikele Schultz-Knudsen, fordi børnene risikerer at miste deres sprog.

- I praksis findes den rettighed jo ikke, når der ikke er nogen grønlandske børn, der rent faktisk har mulighed for at få modersmålsundervisning, siger han.

Også på andre områder halter det med sprogrettighederne. Det er eksempelvis sjældent, at dokumenter bliver oversat til grønlandsk, fortæller Mikele Schultz-Knudsen.

Det kan være nødvendigt, når der bliver truffet en vigtig afgørelse, for eksempel på socialområdet.

- Hvis man ved, at borgeren ikke forstår dansk, kan det være vigtigt, at dokumenterne bliver oversat, så borgeren ved, hvad der er besluttet, og hvor vedkommende eksempelvis kan klage, siger Mikele Schultz-Knudsen.

Mangler at indsende sager

Et andet område, Justitia har undersøgt, er den særlige enhed i Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO), som har til opgave at genbehandle sager om tvangsanbringelser af grønlandske børn i Danmark.

Kommunerne har pligt til at indsende eksisterende tvangsanbringelsessager, hvor de omstridte forældrekompetenceundersøgelser har været brugt.

Seks anbefalinger fra Justitia

I forbindelse med rapporten kommer Justitia med seks anbefalinger, der skal styrke retssikkerheden for inuit i Danmark:

  • Mere fokus på kulturelle forskelle: Kommunerne bør være mere opmærksomme på de kulturelle forskelle og barrierer, som grønlændere kan møde. Det kan blandt andet ske ved at ansætte kommunale ressourcepersoner med viden om grønlændernes forhold.
  • Bedre sproghjælp: Kravene til, hvornår der skal tilbydes dansk- og modersmålsundervisning, bør lempes. Samtidig bør kommunerne have faste politikker og procedurer for brug af tolk og oversættelse.
  • Tættere samarbejde mellem Danmark og Grønland: Der bør etableres en grønlandsk-dansk kommunal arbejdsgruppe, som kan sikre klare kommunikationsveje mellem danske og grønlandske kommuner.
  • Tidsfrister for anbringelsessager: Der bør fastsættes tidsfrister for, hvornår kommunerne skal have indsendt igangværende sager om tvangsanbringelse af grønlandske børn til den særlige enhed i VISO.
  • Et retssikkerhedsbarometer: Ankestyrelsen bør oprette et retssikkerhedsbarometer, der følger inuitters møde med de danske kommuner og løbende følger op over for kommunerne.
  • Lokale råd for inuit: Kommunerne bør etablere indsatser i dialog med lokale inuit. Kommuner med mindst 100 grønlandskfødte indbyggere bør desuden oprette lokale råd for inuit.

Undersøgelserne er blevet kritiseret for at blive brugt på grønlandske forældre, fordi de er udviklet til dansk kultur og sprog.

Selvom det er mere end et år siden, loven trådte i kraft, er det ikke alle kommuner, der er færdige med at indsende sagerne.

- I de her sager har barnet været anbragt i et år ekstra, mens man har været i gang med at forsøge at identificere sagerne i sagssystemerne. Det synes vi selvfølgelig er for lang tid, siger Mikele Schultz-Knudsen og fortsætter:

- I princippet kan der være børn, som i virkeligheden skal tilbage til deres forældre.

Svært at finde vej mellem danske og grønlandske kommuner

Rapporten peger også på problemer med kommunikationen mellem de danske og grønlandske kommuner.

- Det overrasker mig, at kommuner siger, at de ikke har klare kommunikationsveje med de grønlandske kommuner, og at det kan være svært at finde ud af, hvem man skal kontakte, siger Mikele Schultz-Knudsen.

Det kan få konkrete konsekvenser for borgerne.

- Hvis man eksempelvis har fået førtidspension fra en grønlandsk kommune og så flytter til en dansk kommune, kan der være behov for at sende dokumenter, fortsætter han.

Bedre kontrol og tættere samarbejde

I rapporten kommer Justitia med en række anbefalinger, der skal være med til at løse problemerne.

Ifølge tænketanken bør Ankestyrelsen, som fører tilsyn med kommunerne, oprette et retssikkerhedsbarometer. Det skal gøre det muligt at holde øje med, om kommunerne overholder de rettigheder, som grønlændere i Danmark har.

Når det gælder loven om genbehandling af anbringelsessager med grønlandske børn, anbefaler Justitia, at der bliver indført klare tidsfrister. På den måde kan kommunerne få en fast dato for, hvornår sagerne senest skal være indsendt.

- Så ved man i hvert fald, at alle sagerne er identificeret, og at de er i proces, siger Mikele Schultz-Knudsen.

Derudover anbefaler tænketanken et tættere samarbejde mellem danske og grønlandske kommuner.

Endelig anbefaler Justitia, at de kommuner, hvor der bor flest grønlændere, opretter lokale råd.

- Så man sikrer, at de lokale grønlændere i de enkelte kommuner kan være med til at sikre, at der er fokus på deres rettigheder, at de bliver hørt og medinddraget, og at kommunen finder de bedste løsninger på de problemer, der er lige præcis dér, siger Mikele Schultz-Knudsen.

Der bor cirka 17.000 grønlændere i Danmark.