Fransk udenrigsminister kommer til Nuuk

Opdateret klokken 13.20 med oplysningen om, at Jens-Frederik Nielsen (D) også vil være til stede til mødet med Jean-Noel Barrot.
Han skal mødes med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt, og de to ministre forventes at holde doorstep for pressen i morgen, søndag, klokken 09.45 i Hans Egedes hus.
De to ministre mødtes allerede i maj i Paris.
Dengang sagde Vivian Motzfeldt:
- Frankrig er det første land vi besøger med et bilateralt formål, og her udtrykker jeg på vegne af naalakkersuisut, vores taknemlighed over Frankrigs støtte i en svær tid.
- Samtidig overbringer vi budskabet om ønsket at udvikle forholdet med EU, samt udvikle det bilaterale samarbejde. Dialog og samarbejde må først igangsættes med lande, som vi ved, at vi deler værdier med. Muligheden for deltagelse i råstof- og mineraludvinding, skal særligt italesættes overfor lande, der har tradition for at overholde retsstatsprincipper, demokrati og folkeretten, og her har jeg medbragt budskabet om, at vi er åbne for samarbejde omkring udvinding af råstoffer.
Det franske skib Garonne fra den franske flåde er i disse dage i Nuuk, hvor skibet holder åbent hus i dag.
Departementet for Udenrigsanliggender- og Forskning oplyser til KNR, at formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), efter planen også vil være til stede til mødet med den franske udenrigsminister.