Kritik af jobportalen fortsætter: En offentlig portal kan ødelægge det for de private
Bliver en ny offentlig og landsdækkende jobportal en realitet, kan det komme til at ramme private erhvervsdrivende, der i forvejen usteder jobannoncer.
Sådan lyder kritikken af naalakkersuisuts plan om at åbne en jobportal 1. januar fra flere kanter. Blandt andet Naleraq:
- Der findes allerede flere private aktører, hvis man ønsker at annoncere job. Hvorfor skal det offentlige så blande sig?, lød det fra Naleraq-formanden, Pele Broberg, under et interview, der blev bragt i Qanorooq mandag.
I samme indslag udtalte Erik Jensen fra Siumut en lignende kritik:
- Der er grund til bekymring over, at man uden grund kan komme til at ramme private erhvervsdrivende, som allerede eksisterer, sagde han.
Kritikken faldt efter den tidligere naalakkersuisoq med ansvar for jobportalen, Bentiaraq Ottosen (A), i torsdags trak sig efter at have stået skoleret overfor Finans- og Skatteudvalget i forbindelse med sit arbejde med jobportalen.
Det var Erik Jensen (S), der er formand for udvalget, der havde indkaldt den nu tidligere naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø i samråd.
Blandt andet fordi Bentiaraq Ottosen tilbage i juni havde givet tilladelse til, at et firma måtte starte arbejdet med den nye jobportal, før der var truffet beslutning i udvalget.
- Oppositionen kan sige noget andet, men realiteten er, at vi alle sammen er mennesker, og vi har alle vores grænser. Men ansvaret er noget, man ikke kan løbe fra, og derfor har jeg meddelt, at jeg træder tilbage, sagde Bentiaraq Ottosen til KNR umiddelbart efter sin afgang.
Efter Bentiaraq Ottosens exit har Formanden for naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) midlertidigt overtaget hans ansvarsområder og dermed også ansvaret for den nye jobportal.
GE: Offentligt monopol er problematisk
Det er ikke kun fra partierne Siumut og Naleraq, at der falder kritik.
Lørdag bragte KNR en artikel, hvor Sermitsiaqs direktør, Masaana Egede, råbte op om de konsekvenser, en jobportal vil have for Mediehuset Sermitsiaq.
Siden er Grønlands Erhverv også kommet på banen.
Selvom organisationen ikke umiddelbart har modtaget nogle direkte henvendelser eller bekymringer om den nye jobportal, forholder direktør Christian Keldsen sig kritisk overfor idéen om en offentlig jobportal:
- Med den begrænsede indsigt, vi har i denne sag, kunne det muligvis ligne et eksempel på en sag, hvor der er er risiko for at man fjerner et forretningsområde fra det private. Der er flere aktører, der beskæftiger sig med dette felt. Det er ydermere problematisk, at man som offentlig organisation på sigt kan skabe sig et monopol, udtaler Christian Keldsen i en mail til KNR.
- Det offentlige handler for skattepenge og skal finde den rette balance mellem at sikre sig laveste omkostning og skabe værdi. Virksomheder, der kan tjene penge, vil nu engang altid være mere værdiskabende for et samfund, skriver han.
KNR har onsdag formiddag interviewet formanden for naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D), der svarer på kritikken af den nye jobportal. Interviewet bliver bragt senere.