Eftersøgning af et muligt forulykket fly er genoptaget

Søndag fortsætter eftersøgningen efter et canadisk fly med én person ombord.
Søndag fortsætter eftersøgningen efter et canadisk fly. Foto © : Irene Jeppson / KNR
26. oktober 2025 10:55

Naviair, Arktisk Kommando og Grønlands Politi fortsætter søndag eftersøgningen efter et muligt forulykket fly i nærheden af Nuuk. Det oplyser Naviair, der står for at kontrollere flytrafikken.

Eftersøgningen gik i gang lørdag eftermiddag og centrerer sig omkring Sermitsiaq. 

Søndag kan Naviair oplyse, at der er tale om et canadisk fly, der var på vej fra Canada til Grønland. Der var én person ombord på flyet.

Eftersøgningen er søndag morgen genoptaget med både og til lands, men det er først muligt at få en helikopter i luften først på eftermiddagen. Det skyldes lavthængende skyer.

Naviair opfordrer lokale, der sejler i nærheden af Sermitsiaq til at holde øje efter det muligt forulykkede fly.

Sådan så det ud, da der var eftersøgning i gang lørdag. Foto © : KNR