Den danske regering vil fordoble straf for grov vold og øge fængselspladser

Straffene skal skærpes, og samtidig skal kapaciteten i Danmarks fængsler øges markant frem mod 2036.
- Det er en strafreform, som sikrer, at grov personfarlig kriminalitet bliver mødt hårdere og med mere mærkbare konsekvenser, end det gør i dag, siger justitsminister Peter Hummelgaard. Foto © : Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. maj 2025 10:08

Den danske regering vil med en ny strafreform skærpe straffen for grov vold og voldtægt, mens kapaciteten i landets fængsler øges markant.

Sådan lyder det i regeringens bud på en ny strafreform, der torsdag præsenteres ved Vestre Fængsel i København.

Blandt initiativerne er at fordoble straffen for grov og særdeles grov vold.

- Det er en strafreform, som sikrer, at grov personfarlig kriminalitet bliver mødt hårdere og med mere mærkbare konsekvenser, end det gør i dag, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde.

Desuden skal kapaciteten i de danske fængsler øges markant over de kommende år.

Regeringen foreslår, at der med strafreformen skal skabes mere end 2000 nye fængselspladser frem mod 2036.

Fængselspladser i Grønland

Flere af disse pladser har allerede været omtalt og meldt ud i forbindelse med en flerårsaftale for Kriminalforsorgen i 2024.

Regeringen vil dog udvide antallet af pladser med 400 med et nyt lukket fængsel. Det vil blive et af landets største fængsler, men byggeriets lokation er endnu ikke fastlagt.

Et andet tiltag er desuden at etablere et nyt kvindefængsel i det vestlige Danmark.

I dag er der et enkelt kvindefængsel i Danmark, som ligger i Jyderup på Sjælland. Flere fængselspladser i Grønland og på Færøerne skal også etableres.

Det kræver investeringer i fængselsvæsenet, og her vil regeringen øge Kriminalforsorgens økonomi med næsten to milliarder kroner frem mod 2030.

I samme periode vil regeringen afsætte en milliard kroner til at sikre mere personale og bedre arbejdsvilkår i Kriminalforsorgen.

Samtidig skal straffen for grov voldtægt hæves med 50 procent, lyder det.

- Det er et af de værste overgreb, man kan udsætte andre mennesker for, siger Hummelgaard.

/ritzau/