Medie: Vance-parrets besøg kostede mindst fem millioner kroner

Da J.D. Vance besøgte Grønland med sin hustru i marts, kostede det over fem millioner kroner. Det skriver BT.
Den amerikanske vicepræsident J.D. Vance og hans hustru besøgte Pituffik Space Base i marts sammen med en større delegation fra Washington. Oprindeligt skulle de have besøgt Sisimiut og Nuuk. Foto © : Jim Watson/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
22. maj 2025 10:55

- Rigspolitiet kan oplyse, at de samlede udgifter, som det amerikanske besøg i Grønland har medført politiet, udgør 5.032.058 kr.

Sådan lyder svaret fra Folketinget på folketingspolitiker Peter Skaarups (Danmarksdemokraterne) spørgsmål om, hvor meget politiet skulle punge ud med under besøget fra Washington for et par måneder siden.

I slutningen af marts meddelte USA’s vicepræsident, J.D. Vance, og hans kone, Usha Vance, at de ville besøge Sisimiut og Nuuk.

Da politiet fik besked om besøget, blev der straks sendt bud efter hjælp fra de andre politikredse i Danmark. Få dage efter landede der fly med betjente, hundeførere, hunde og ekstra patruljevogne i Nuuk.

Ikke det fulde beløb

Besøget endte med at blive aflyst og i stedet fløj amerikanerne til Pituffik Spacebace. Da KNR efterfølgende talte med politiet, ønskede de ikke at sige, hvor mange penge, der var blevet brugt.

Men nu er der altså blevet sat et tal på. Det skriver BT.

De 5.032.058 kroner, som det endte med at koste for Rigspolitiet, er dog ikke det fulde beløb for omkostningerne. 

Det viser nemlig ikke udgifterne, der blev brugt på at flyve politiet frem og tilbage – de ligger hos Forsvaret.