De tog uniformen af. Men arbejdet blev siddende i kroppen
Opdatering: Læs Grønlands Politis svar her
En kugle susede gennem håret på politibetjenten 'Peter,' da han i juni 2008 blev beskudt fra en båd i Ilulissat.
Betjenten frygtede for sit liv. Hans første tanke var, om han ville se sit ufødte barn.
Efter skudvekslingen fik 'Peter' - som er anonymiseret i denne artikel - og hans kollega omsider pågrebet de to 14-årige drenge, der havde skudt mod dem.
Så han fik sit barn at se.
Men arbejdet stoppede ikke.
De to drenge skulle bevogtes og anbringes. Der skulle skrives rapport. Og bagefter ventede nye dags- og nattevagter med nye voldsomme sager.
Der var hverken tid til søvn eller til at tale om det, de netop havde været igennem.
- Det er ikke sådan, at man siger: 'Nu har du været udsat for det her. Nu trækker du lige vejret.' Det kører bare videre, siger betjenten.
Skudepisoden satte sig fast. Og det gjorde den i endnu højere grad, efterhånden som den ene af drengene fortsatte sin voldelige adfærd og mere end et årti senere begik et af de mest brutale drab i Grønlands historie.
En af mange
Sammen med et væld af andre traumatiske oplevelser har skudepisoden sat store, dybe psykiske ar på betjenten og præget hans liv, også mere end ti år efter at han forlod politiet.
Og han er langt fra den eneste.
En ny undersøgelse fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, hvad tidligere målinger har peget på: Ansatte i Grønlands Politi er udsat for et stort arbejdspres, mange voldsomme hændelser og begrænsede muligheder for aflastning.
Mere end 60 procent af de adspurgte politibetjente siger, at de har oplevet livstruende hændelser på arbejde eller voldsomme episoder, der har været følelsesmæssigt belastende.
Lidt over en fjerdedel siger, at de ofte eller hele tiden føler sig stressede - en stigning på mere end 10 procentpoint siden VIVE's undersøgelse fra 2020.
12 procent af de adspurgte polititjenestemænd opfylder diagnosekriterierne for PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse, red.), mens seks procent opfylder kriterierne for depression og knap otte procent for angst.
Det har bidraget til øget mistrivsel, stress, angst og sygefravær, viser en trivselsmåling fra Rigspolitiet. Samtidig oplever nogle betjente psykiske mén efter tjenesten.
- Alarmklokkerne ringer i Grønlands Politi, sagde Politiforbundets formand, Heino Kegel, til Kristeligt Dagblad i april.
De grønlandske betjente kan samtidig være ekstra hårdt belastede, fordi de ofte kender eller har familiær tilknytning til både gerningsmænd og ofre - især i mindre byer og bygder.
Det betyder også, at færre grønlandske betjente ifølge politiforeningen og betjente rundt i landet er på gaden, mens flere udefrakommende ledere varetager ledelsesposter.
To betjente, 35 års erfaring
KNR har talt med to tidligere betjente for at få et insider-indblik i, hvordan det er at være politibetjent i Grønlands Politi, og hvad det gør ved krop og sjæl at arbejde i Rigsfællesskabets psykisk hårdeste politikreds.
Redaktionen er bekendt med deres identiteter, men har valgt at anonymisere dem, så de kan udtale sig frimodigt om lovens lange arm i Grønland - en institution, der ifølge de to tidligere betjente er notorisk for sin tavshedskultur.
Betjenten i Ilulissat er anonymiseret og kaldes 'Peter' i denne fortælling. Den anden, yngre betjent har fået navnet 'Minik'.
Begge mænds historier illustrerer mange af udfordringerne i Grønlands Politi.
Peter har været betjent i større byer som Nuuk og Ilulissat. Minik har arbejdet i Maniitsoq, Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik og rundt omkring andre steder på kysten.
Det er vidt forskellige oplevelser, da presset og selvstændigheden ude i byer og bygder oftest er hårdere.
Når arbejdet følger med hjem
Tre-fire slagsmål på en enkelt nattevagt. Selvmord, voldtægter, seksuelle overgreb mod børn og drab. Nogle gange op til tre ligsyn på en uge. En enkelt gang var det syv - også af mennesker, han kendte godt.
For Peter var det hverdagen som politibetjent i Grønland.
Når vagten sluttede, tog han hjem, trak dynen over hovedet og sov. Man talte ikke om, hvad oplevelserne gjorde ved én.
- Man holder masken. Man fortæller ikke, hvordan man har det.
Det samme mønster genkender Minik, der blev betjent i 2007. Han arbejdede i mindre byer og bygder, hvor en almindelig arbejdsdag fra 8 til 16 kunne blive efterfulgt af en rådighedsvagt. Havde han været ude tre gange om natten, forventedes det stadig, at han mødte ind næste morgen.
Så kom hændelserne oven i hinanden: Selvmord, eftersøgninger og beskeder til pårørende. Der var ikke tid til at komme sig, før den næste opgave ventede.
I 2018 vågnede Minik midt om natten, skræmt fra vid og sans. Han kunne ikke trække vejret og var overbevist om, at noget var alvorligt galt med hans krop.
Det var stress og angst og kom efter en periode med en kaskade af dårlige hændelser, 'hvor man ikke havde tid til at lige komme sig igen', siger han.
Peter nåede først langt senere at forstå, hvad årene i politiet havde gjort ved ham.
Han begyndte at se verden sort og var fyldt med uro i kroppen. I butikker scannede han omgivelserne og genkendte mennesker, han havde anholdt. Til sidst satte han sig i sin bil og græd.
- Folk går og slås med det i lang tid, før de indser, at noget ikke er, som det bør være.
Og den dag i dag præger det hans temperament, og det har med sikkerhed også formet hans opdragelse af sine børn, siger han.
Stadig udfordringer
Begge beskriver, hvordan det lille samfund gør arbejdet endnu sværere. Betjentene kender ofrene. De kender gerningsmændene. Og ofte kender de deres familier.
Arbejdet stopper derfor ikke nødvendigvis, når uniformen kommer af.
Minik forlod politiet i 2023 for at passe på sig selv - både krop og sjæl. Peter forlod styrken i 2014 efter mere end 20 år. Begge lever stadig med sporene fra tiden som betjente.
Minik har svært ved at være blandt mange mennesker i tætpakkede lufthavne eller på en larmende café. Peter undgår folk i hættetrøjer, fordi den 14-årige gerningsmand fra Ilulissat havde en på. Hans børn må heller ikke have hætte på.
Der er kommet mere fokus på psykisk trivsel i politiet, mener de, særligt takket være organisationen Thin Blue Line. Men hjælpen er stadig langt væk - bogstaveligt talt.
Minik efterlyser faste psykologer i Grønland og ikke onlinesamtaler og sporadiske besøg. Han håber også, at psykologstøtte kan fortsætte, efter man har forladt jobbet, hvilket ikke er tilfældet i dag.
Peter peger på en kultur, hvor man stadig kan have svært ved at sige højt, at man har brug for hjælp. Og han håber, at politiledelsen vil begynde at støtte aktivt op om Thin Blue Line-initiativer og rose dem for deres indsats.
For når man udsættes for for meget, for længe, uden pauser, kan bægeret til sidst flyde over.
Og det er ifølge dem den centrale årsag til, at mange ikke ønsker at arbejde i Grønlands Politi, særligt grønlandske folk.
- Der er interesse for politiet i Grønland, og folk rekrutteres fra politiskolen. Men når du uddanner 10, så er der mange af de 10, der stopper efter 2-3 år. De stopper på grund af de udfordringer, jeg nævner. De kender ofre og gerningsmænd og udsættes for vildt arbejdspres og hårde psykiske oplevelser, siger Minik.
