Qaqortoq: Brand i Blok A lørdag aften. Beboere er blevet genhuset

Lørdag aften udbrød der brand i Qaqortoq i Blok A på Poul Ibsensvej 213.
Politiet og brandvæsenet fik anmeldelsen omkring klokken 20.20. Her lød det at første sal, hvilket er to-tre lejligheder, var overtændt. Ilden var altså så kraftig, at der var stor varmeudvikling.
Det oplyser vagtchef ved Grønlands Politi, Thomas Jeppesen.
- Det lykkedes brandvæsenet og politiet at få branden slukket, og der er ingen personskade, siger han.
Vagtchefen oplyser desuden, at beboerne fra blok A blev genhuset i nat.
I løbet af formiddagen i dag, søndag, vil politiet foretage en gerningsstedsundersøgelse på stedet, hvor en eventuel årsag til branden kan fastslås.
Flere børn var vidne til branden
Mens det brændte i går, blev der afholdt et arrangement ved fodboldbanen i byen, hvor en del børn og unge var til stede og derfor har set branden.
Derfor holder Familiecentret i Qaqortoq i dag åbent mellem klokken 13 og 16 for dem, der har behov for at tale med nogen om gårsdagens hændelse.
Det skriver Kommune Kujalleq på facebook.