Besøgende koster sundhedsvæsenet millioner – nu vil politikerne sende regningen videre

Sundhedsvæsenet har siden 2024 faktureret 17 millioner kroner for behandling af turister og andre besøgende, viser en opgørelse, som KNR har fået indsigt i. Men de reelle udgifter er ukendte. Nu vil politikerne undersøge, om turister selv skal betale for behandling.
Det grønlandske sundhedsvæsen fakturerede knap 6,5 millioner kroner for behandling af personer uden bopæl i Grønland i 2025. Året før var beløbet 6,9 millioner kroner. Foto © : Christine Hyldal/ KNR
Skrevet af Isak Hüllert
21. oktober 2026 07:34

Det grønlandske sundhedsvæsen fakturerede knap 6,5 millioner kroner for behandling af personer uden bopæl i Grønland i 2025. Året før var beløbet 6,9 millioner kroner.

Men hvad behandlingerne reelt koster, ved sundhedsvæsenet ikke. De samlede udgifter bliver nemlig ikke opgjort.

Det oplyser sundhedsvæsenets direktion til KNR, der har søgt aktindsigt i udgifterne til behandling af turister og andre besøgende.

I stedet for at opgøre de samlede udgifter til behandling af besøgende bruger sundhedsvæsenet den samlede fakturering som et estimat for udgifterne, skriver direktionen i sit svar.

123 patienter indtil september

I 2025 blev 175 personer uden bopæl i Grønland registreret som behandlet i sundhedsvæsenet.

Af dem blev 139 faktureret direkte eller via deres forsikring, mens 36 var registreret med et nordisk eller europæisk sygesikringskort.

I 2024 var det samlede antal 164 personer. Frem til 25. september 2026 havde sundhedsvæsenet registreret 123 personer.

År Samlet fakturering Registrerede patienter
2024 6,87 mio. kr. 164
2025 6,46 mio. kr. 175
2026 frem til 25. september 3,73 mio. kr. 123

Faktureringen følger standardiserede takster, som er fastsat i cirkulære nr. 17 om betaling for sundhedsvæsenets ydelser.

Taksterne afspejler gennemsnitlige omkostninger og ikke de konkrete udgifter til den enkelte behandling.

Tallene omfatter personer uden bopæl i Grønland, herunder turister og personer på besøgs- eller forretningsrejser. De kan derfor ikke bruges som en særskilt opgørelse over udgifterne til turister.

Vil indføre betaling for turister

Fredag den 25. september blev spørgsmålet om betaling for turisters brug af sundhedsvæsenet debatteret i Inatsisartut.

Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheim (D), har fremsat et forslag, der skal åbne mulighed for at opkræve betaling fra turister, der får brug for sundhedsydelser under deres ophold i Grønland.

Under debatten understregede Atassuts Bentiaraq Ottosen, at grønlandske borgere, der opholder sig i udlandet på grund af eksempelvis uddannelse eller kortere ophold, ikke bør blive ramt af forslaget.

Det var Anna Wangenheim enig i, da hun tog ordet efter debatten.

Alle partier bakkede op om forslaget, som nu er sendt videre til tredjebehandling. Det finder sted på tirsdag i næste uge.

Sundhedsvæsenet anbefaler forsikring

Behandlingen af besøgende i Grønland er reguleret af internationale aftaler og konventioner.

Tilsvarende regler gælder, når grønlandske borgere rejser til andre lande og får behov for lægehjælp.

Sundhedsvæsenets direktion opfordrer derfor turister og andre besøgende til at sikre sig en gyldig forsikring, der dækker sygdomsbehandling og eventuel hjemtransport.

I Danmark afhænger turisters adgang til offentlig sundhedsbehandling uden egenbetaling blandt andet af deres bopælsland og de gældende aftaler. Besøgende, der ikke er dækket af sådanne ordninger, kan blive opkrævet betaling.

Forslaget skal nu behandles politisk, før det står klart, om og hvordan reglerne for turisters betaling for sundhedsydelser i Grønland skal ændres.