Bankivik: Billigere lån og stigende opsparing giver forhåbninger
Bankivik har lige udgivet deres seneste kvartalsregnskab i en pressemeddelelse.
Tilbage i august oplyste banken, at 2025 er gået bedre end forventet indtil videre.
Derfor hævede de ambitionerne for årets resultat før skat fra at ligge mellem 210 og 204 millioner kroner til 235 og 265 millioner kroner.
Og det er stadig forventningen til trods for, at væksten i den grønlandske økonomi synes at aftage en smule.
Det oplyser den administrerende direktør, Turið F. Arge, i pressemeddelelsen.
- Udover vores tilfredsstillende resultater, er vi også glade for at se, at vores kunder har det godt og har et fornuftigt udgangspunkt til den kommende tid, som formodentlig bliver præget af lidt mindre økonomisk vækst sammenlignet med tidligere år.
Billigere lån
Turið F. Arge er overordnet tilfreds med, hvordan året har været indtil videre.
Her lægger hun særligt vægt på, at der er fremgang i indlån, udlån og realkreditlån.
Det skyldes blandt andet, at renten er blevet sænket syv gange i løbet af året.
Og når renten sænkes, bliver det billigere at låne penge.
Bankivik forventer dog ikke, at de mange nedsættelser af renten fortsætter. Derimod oplyser de, at markedets forventning er, at den finder et mere stabilt niveau.
Flere sparer mere op
Tidligere på året oplyste Bankivik, at kundernes opsparinger overordnet set er steget med 15 procent i det første halve år af 2025.
Og den tendens ser ud til at fortsætte, oplyser de.
En af årsagerne kan være, at kunderne nu selv kan oprette en opsparing over nettet.