Amerikansk vicepræsident deltager på møde med Motzfeldt og Løkke
Den amerikanske vicepræsident J.D. Vance kommer med på mødet onsdag, når naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S), den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio mødes i Washingon D.C.
Det oplyste Lars Løkke Rasmussen efter et møde med Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget, hvor kongerigets forhold til USA igen var det eneste punkt på dagsordenen.
J.D. Vance er vært for mødet, som derfor bliver afholdt i Det Hvide Hus, oplyser Lars Løkke fortsat.
- Vores baggrund for at bede om det møde, vi nu har fået, har været at flytte hele den her diskussion, som ikke er blevet mindre anspændt siden vi var i møde med dem sidst, ind i et mødelokale, hvor man kan se hinanden i øjnene og tale om de ting, siger Lars Løkke Rasmussen.
Større militær tilstedeværelse
Den danske forsvarsminister Troels Lund Poulsen tog ordet efter Løkke, hvor han oplyste, at han mandag deltager i et møde med Natos generalsekretær i Bruxelles. Naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt deltager også i mødet i Bruxelles.
Det er den danske regering, der har bedt om mødet.
- Det har været en dansk prioritet i flere år at have en diskussion i Nato og ikke mindst få større opmærksomhed i forhold til Natos tilstedeværelse i og omkring Arktis, siger han.
Forsvarsministeren informerer samtidig om, at der fremover vil være en større og mere permanent tilstedeværelse af dansk forsvar i Grønland også med deltagelse af andre lande.
- Ligesom vi havde i 2025, hvor vi også så, at andre Nato-lande deltog i øvelser og træningsaktiviteter i Grønland, kommer vi nu også til at se det i 2026 som en klar reaktion på den udfordring, som Arktis befinder sig i, hvor vi har brug for en større tilstedeværelse, siger Troels Lund Poulsen.
Der vil være øget træningsaktivitet i Arktis i løbet af året. Forsvarsministeren uddyber ikke, hvor mange militære enheder, der kommer til at være tilstede i Arktis.
Overvåger situationen
Mødet i Det Hvide Hus finder sted efter, at den amerikanske præsident Donald Trump gentagende gange har udtalt, at USA bør overtage Grønland. Han har ikke afvist brugen af militær magt.
Natten til tirsdag lagde Det Hvide Hus et billede på de sociale medier, hvor to mænd, der ligner Donald Trump og J.D. Vance kigger ud af vinduet på et kort over Grønland.
“Monitoring the situation.” (overvåger situationen red.), lyder beskrivelsen til billedet.
Naalakkersuisut og den danske regering har gentagende gange afvist Trumps udtalelser.
Mandag fortalte naalakkersuisut i en pressemeddelelse, at de er i dialog med seks Nato-lande om forsvaret af Grønland.
I sidste uge kom en fælles erklæring om støtte fra Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, Spanien og Storbritannien.