Amerikansk kunstgruppe gør grin med Trumps Grønlands-drømme i nyt arkadespil

Et anonymt amerikansk kunstkollektiv har lavet et arkadespil, der gør grin med Donald Trumps ønske om at overtage Grønland. Det kan spilles i USA's hovedstad og på nettet.
Secret Handshake har lagt et billede på Instagram, hvor en fjerde arkademaskine ser ud til at være blevet opstillet i Nuuk. Men den er ikke til at finde længere. Foto © : Secret Handshake
Skrevet af Isak Hüllert
03. oktober 2026 08:26

En anonym anti-Trump-gruppe har designet arkadespillet Operation Epic Furious: Nuuk ’Em All, som kan spilles online og i Washington D.C. og tidligere på ugen også i Grønlands hovedstad.

I denne uge satte gruppen nemlig tre installationer op ved National Mall i Washington D.C. og én ved Myggedalen i Nuuk.

Men installationen i Nuuk er nu fjernet. Gruppen arbejder dog på at få den sat op igen, skriver en af medlemmerne til KNR.

Ideen bag satireprojektet er at gøre grin med USA’s præsident Donald Trumps ambitioner om at overtage Grønland.

- Vi lavede spillet om Grønland, efter at vi havde lavet spillet om Iran-krigen, skriver gruppen bag spillet, Secret Handshake.

Foto © : Secret Handshake

- Vi tænkte: Hvad bliver det næste? Vi tror ikke, at den her mand er tilfreds med kun at starte én krig. Og det, at hans officielle linje tilsyneladende var at true og presse en allieret som Grønland og true med en invasion, var simpelthen så utroligt og forbløffende, at vi syntes, det var det perfekte sted at henlægge det næste spil.

- Vi forsøgte at gøre det absurd og sjovt og samtidig vise, hvor vanvittige de her trusler virkede udefra, skriver gruppen.

Det retroagtige arkadespils hovedformål er todelt.

En stor fantasi

Først og fremmest fungerer det som en distraktion for Trump fra krigen i Iran.

I spillet går præsidenten rundt i sin residens i Florida, Mar-a-Lago, og spørger sine rådgivere, om de har en idé til, hvordan han kan slippe væk fra Iran.

De ender med at rette blikket mod Grønland.

Når præsidenten ankommer til Grønland, arbejder man så på at forvandle øen til et billede af ham. 

Hospitaler bliver til guldbelagte balsale, fiskeskure bliver til kasinoer, og et lykkeforskningsinstitut bliver til en kryptomine.

I Grønland styrer man Trump, mens man bekæmper 'woke-yetier', fuldt vaccinerede børn og danskere, samtidig med at man forsøger at holde præsidenten vågen.

Til sidst brænder Donald Trump så meget olie af, at isen smelter væk, og Grønland bliver forvandlet til hans ultimative fantasi: en golfbane.

'Men, og det er vigtigt,' understreger den hemmelige gruppe i sin besked til KNR, 'når det lykkes at gennemføre alt dette, vågner præsidenten tilbage i Det Hvide Hus, og det bliver afsløret, at hele Grønlands-eventyret bare var en fantasi. Han indser, at han stadig er nødt til at håndtere de meget reelle problemer i Iran.'

Derefter går spillet direkte videre til det oprindelige Iran-spil, som bare begynder forfra og forfra. Det betyder i praksis, at spillet ikke kan vindes, skriver gruppen.

Foto © : Secret Handshake

Ifølge folkene bag spillet og avisen The Washington Post er det blevet taget godt imod i den amerikanske hovedstad.

- Folk har virkelig moret sig over humoren og spillets absurde og grænseoverskridende univers. Der er masser af påskeæg og side quests, blandt andet hvor vi spøger videre på den seneste historie om én af Trumps rådgivere, Natalie Harp, som skulle være besat af ham og efterlade små beskeder til ham rundt omkring i Det Hvide Hus. Derfor lod vi hende også efterlade beskeder til ham overalt i Grønland.

'Lavet med kærlighed og respekt'

Spilmagerne har et klart budskab til Grønland. 

De forsøger ikke at bagatellisere truslen mod Grønland eller den frygt og angst, den har indgydt i befolkningen.

- Grønlands befolkning skal vide, at spillet er lavet med kærlighed og respekt for dem, og vi håber, at det bliver modtaget på den måde. Vi vil gerne gøre grin med os selv herovre og pege på det absurde i, at en leder truer en fjern allieret med en invasion.

- Det er en stærk amerikansk tradition at bruge satire til at påpege det absurde i et bestemt politisk øjeblik, og vi håber, at dette spil blot bliver et lille bidrag til den tradition.

Kendt Trump-driller

Secret Handshake har tidligere stået bag provokerende Trump-kritiske installationer i Washington D.C., blandt andet en statue af Donald Trump og den nu afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein under titlen Best Friends Forever.

I maj lancerede gruppen sit første videospil, Operation Epic Furious: Strait to Hell, som gjorde grin med USA’s krig med Iran og Trump-administrationens brug af videospilsæstetik i sin militære kommunikation.

Nuuk ’Em All er ifølge gruppen planlagt til at kunne spilles gratis i Washington i 'flere dage'. I mellemtiden kan spillet spilles online, mens gruppen arbejder på at få arkademaskinen tilbage til Nuuk.