Aftale mellem Selvstyret og GEUS: Fortsat forskning om Grønlands undergrund frem til 2030

En fornyet aftale mellem Selvstyret og GEUS sikrer, at GEUS fortsat skal lave forskning, der giver øget viden om Grønlands undergrund.
Naaja H. Nathanielsen (tv.) og Lars Aagaard (th.) underskriver fornyet aftale om forskning i Grønlands undergrund. Foto © : Naalakkersuisut
Skrevet af Jens Thorin
28. maj 2025 12:43

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) skal fortsætte med at lave forskning, der giver viden om Grønlands undergrund. 

Det sikrer en fornyelse af samarbejdsaftalen, som naalakkersuisoq for råstoffer og energi, Naaja H. Nathanielsen (IA), og den danske klimaminister, Lars Aagaard, netop har underskrevet. 

Aftalen beskriver rammerne for samarbejdet på råstofområdet mellem GEUS og Selvstyret til og med 2030. 

Forskningen indgår i naalakkersuisuts arbejde med at udvikle råstofområdet, skriver Naaja H. Nathanielsen i en pressemeddelelse. 

- Samarbejdsaftalen underbygger et langvarigt, tæt og konstruktivt samarbejde mellem naalakkersuisut og regeringen i at understøtte og bidrage til de bedste løsninger for Grønland, udtaler Naaja H. Nathanielsen i pressemeddelelsen. 

Større indtægtsgrundlag

Naalakkersuisut har en politiske målsætning om, at råstoferhvervet skal skabe et større indtægtsgrundlag i Grønland, lyder det videre i meddelelsen. 

- Forskning skal giver værdi for Grønland og er vigtigt at støtte op omkring. Det er et af hovedelementerne i den samarbejdsaftale, jeg har underskrevet på vegne af naalakkersuisut, siger Naaja H. Nathanielsen. 

Og den danske klimaminister, Lars Aagaard, tilføjer: 

- Jeg er rigtig glad for, at vi fra dansk side kan bidrage med forskning til Grønlands vigtige arbejde med at forvandle råstofområdet til en helt essentiel industri, udtaler han i pressemeddelelsen.