22.000 km² af Grønlands kystområder kortlagt med satellit

Formålet med projektet er at afprøve teknologiens muligheder. På sigt skal kortlægningen styrke sejladssikkerheden, redningsberedskabet og den maritime infrastruktur i Grønland, oplyser Geodatastyrelsen i en pressemeddelelse.
Styrelsen oplyser endvidere, at de vil afholde møder i Nuuk og i Tasiilaq, hvor resultaterne af pilotprojektet vil blive præsenteret for relevante brugere og samarbejdspartnere.
Der er blandt andet indgået et tæt samarbejde med Asiaq, med det formål at stille dataene frit tilgængelige gennem platformen NunaGIS og Geodatastyrelsens hjemmeside.
– Med dette pilotprojekt tager vi et vigtigt skridt mod at øge sejladssikkerheden i Grønlands kystnære områder. Kortlægningen giver lokale brugere adgang til data, som hidtil ikke har været tilgængelige og skaber samtidig et vigtigt fundament for det videre arbejde, siger chefkonsulent Christian Thellufsen fra Geodatastyrelsen.