Aleqa forhøjede selv krydstogtsafgift

Fjernelsen af passagerafgift gør det ikke gratis at besøge Grønland, men det bliver meget billigere.
Aleqa Hammond
17. september 2014 10:04

Det var en rigtigt dårlig idé, da Inatsisartut i 2008 satte passagerafgiften op til 525 kroner. Siden er antallet af krydstogtsturister faldet med 30 procent.   

Derfor tager Naalakkersuisut nu konsekvensen. Prisen skal være konkurrencedygtig og lægges på niveau med Island.

- Vi lytter til hvad erhvervet siger, og vi har gennem flere år hørt om Grønlands alt for høje passagerafgift og skal vi gøre Grønland konkurrence dygtigt med vores nabolande, som modtager rigtigt mange krydstogtsturister, så er det vigtigt, at vi også ser på årsagen til, hvorfor de holder sig tilbage.

- Og i den sammenhæng har vi lyttet til erhvervet der siger, at det er krydstogtspassagerafgiften, der er for høj, siger Aleqa Hammond.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil sænke prisen på krydstogtsbesøg
Faktisk var det Aleqa Hammond selv, der forberedte forslaget om afgiftsstigning som finansminister, før hun kort inden efterårssamlingen trak sig fra sin post.

Samme Aleqa Hammond sad også i Skatte- og Afgiftsudvalget, der behandlede forslaget og anbefalede afgiftsstigningen, som dog havde bred opbakning blandt samtlige partier.

Et forslag som altså har været medvirkende til, at passagerantallet fra 2010 til 2013 er faldet med 8500 gæster eller knap 30 procent.

Som modsvar fortalte Aleqa Hammond, at passagerafgiften nu bliver droppet helt.
 
- Vi foreslår, at vi kan fjerne den helt, siger hun nu.

Ny og billigere afgift

Det er dog en forsimpling af tingene, da den nuværende passagerafgift ganske rigtigt fjernes med forslaget, men i stedet indføres en tonnageafgift, hvor prisen fastsættes ud fra skibenes størrelse.

Der er dog lagt op til en væsentligt billigere afgift og politikerne kan derfor være med til at udbedre de skader deres afgiftsstigning fra 2008 har medført.

- Vi har lyttet og gjort noget ved det, og gør Grønland mere konkurrencedygtigt ved at sænke afgiften, siger Aleqa Hammond.