WHO: En halv million kan dø med covid-19 denne vinter i Europa

Der er risiko for op mod 500.000 yderligere coronarelaterede dødsfald i Europa frem mod februar.
Sådan lyder det torsdag fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
Europachef i WHO Hans Kluge erklærer sig "dybt bekymret" for udviklingen på kontinentet.
Blandt andet i Tyskland stiger smitten, og torsdag registrerede landet sit hidtil højeste smittetal.
LÆS OGSÅ Massiv pandemi raser blandt Tysklands ikke-vaccinerede
Udtalelsen om op mod en halv million potentielle dødsfald er baseret på "en troværdig fremskrivning" af den nuværende udvikling, fortæller Kluge.
- Vi er igen i epicentret, siger han på et pressemøde.
Det fremgår ikke, hvor sandsynligt eller usandsynligt WHO anser scenariet med de 500.000 yderligere døde for at være.
WHO mener blandt andet, at den seneste stigning skyldes, at for få er blevet vaccineret.
Organisationen anser også slækkede restriktioner for at være en del af grunden til stigende smittetal.
- Vi må ændre vores taktik fra at reagere på stigninger med covid-19 til at forhindre dem i overhovedet at ske til at starte med, siger Kluge.
Over en periode på fire uger er der sket en stigning på 55 procent i antallet af smittetilfælde i Europa. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Det er en advarsel til resten af verden at se, hvad der sker i Europa på trods af vaccinernes tilgængelighed, siger WHO's krisechef, Mike Ryan.
LÆS OGSÅ Danmark: Coronasmitten er høj blandt skolebørn fra 6 til 11 år
Flere lande har indført nye restriktioner de seneste dage. Det gælder blandt andet Holland, hvor obligatorisk brug af mundbind vender tilbage mange offentlige steder.
Torsdag har Østrigs hovedstad, Wien, meddelt, at uvaccinerede ikke er velkomne på blandt andet restauranter, hvor der er plads til mere end 25 mennesker.
Inklusive Rusland har Europa i alt registreret omkring 1,4 millioner coronarelaterede dødsfald. Det viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC).
På verdensplan er der registreret over fem millioner dødsfald, siden virusset blev opdaget i Kina i december 2019.
/ritzau/AFP