Arktisk Kommando: Vil have basisuddannelse til at dele erfaringer med soldater

Nato er med øvelserne her i landet med til at gøre norden til 'en hård flanke'. Arktisk Kommando fortæller, hvilke aktiviteter der har foregået gennem året.
Den nye forsvarsminister fortalte for nyligt, at værnepligtige kommer til at indgå i de grønlandske øvelser. Nu sætter chefen for Arktisk Kommando ord på, hvad det betyder. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Markus Valentin
03. juli 2026 07:58

Sidst KNR talte med chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen, var i januar på dækket af Knud Rasmussen.

Nu møder KNR generalmajoren til et længere interview om, hvad der er foregået siden januar, og hvad befolkningen kan forvente at se af aktivitet fra Arktisk Kommando resten af året.

Det her er den første af fire artikler med Arktisk Kommando.

Men lad os spole tiden tilbage til januar.

Interview med Arktisk Kommando

KNR har mødt chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen, til et længere interview.

Denne artikel er en af flere, som udkommer i løbet af de kommende dage baseret på interviewet.

I de kommende dage kan du læse om generalmajorens tanker om mere involvering af Arktisk Basisuddannelse, danske værnepligtige her i landet, samt hvor de udstationerede soldater opholder sig for ikke at tage overnatningskapaciteter på hotellerne i hovedstaden.

KNR spørger også ind til de historier, DR, TV2 og Bloomberg har kørt angående eventuelle forberedelser i januar om sprængninger af landningsbaner samt muligheden for at indføre jordbaseret luftforsvar.


Nato-mission

For mens strabadserne med USA stod på i januar annoncerede Forsvaret Operation Arctic Endurance. Det skulle ses som en forlængelse af sidste års øvelser i Grønland kaldet Arctic Light.

Arctic Endurance var igangsat af Danmark og Grønland. Det officielle formål var, at have en mere permanent tilstedeværelse i Grønland året rundt.

Officielt set var det ikke en øvelse, der blev lavet for at forsvare landet imod en amerikansk invasion.

Chefen for Arktisk Kommando ser gerne, at Arktisk Basisuddannelse får lov til at bistå nogle af de danske og allierede soldater, som er på øvelse. Det skyldes, at eleverne har mere erfaring med Arktis, end soldaterne. Han håber, det kan lade sig gøre, inden året er omme. Foto © : KNR / Markus Valentin

Dog har Mikkel Runge Olesen, forsker i udenrigspolitik hos Dansk Institut for Internationale Studier med Arktis som fagområde, fortalt KNR, at USA opfattede operationen som en provokation.

Siden har Nato oprettet deres egen overordnede mission kaldet Arctic Sentry, som foregår i områderne fra Alaska til Finland. Amerikanerne står for ledelsen af Nato-missionen, som Operation Arctic Endurance nu er en del af.

Søren Andersen, hvad betyder det egentlig, at vores øvelser er blev lagt ind under Arctic Sentry? Er der noget forskelligt i ledelsessturkturer, eller hvordan man går til de allierede?

- At Nato har iværksat Arctic Sentry er en del af at få gjort Nato's nordlige flanke til et hårdt mål; eller i hvert fald en stærkere flanke, end det har været hidtil, ved at man nu prioriterer det.

- Hvis Nato skal kunne passe på hele den nordlige flanke, er man nødt til at træne heroppe. Vi er rigtig glade for, at Nato har sat den her operation i værk. 

- Det er med til, at Nato som organisation bliver dygtige til at operere heroppe, men det gør også, at de danske enheder kan træne sammen med Nato-enheder, som vi ikke har kunnet før heroppe. Det synes jeg er rigtig positivt.

I løbet af det resterende år vil der fortsat være punktvise indsættelser af enheder i luften, til søs og på land, fortæller chefen for Arktisk Kommando.

Men mange af øvelserne kommer ikke til at være synlige for særligt mange i befolkningen.

- Det vil være sådan, at vi kommer ind og træne, hvordan det er at være i Arktis. Både for danske soldater, der ikke er vant til at arbejde i fjeld og det grønlandske terræn, fortæller Søren Andersen.

Øvelserne til søs og i luften vil mest være synlige for trawlere.

Arktisk Kommandos øvelser i 2026

Arktisk Kommando har siden januar haft både danske såvel som en fransk fregat til at træne på østkysten.

Generalmajoren fortæller, at de har gennemført mange operationer, som ikke har været synlige for den almindelige befolkning.

Her nævner han kampflyøvelser over Østgrønland, hvor danske, svenske og tyske fly er lettet fra basen i Keflavik i Island.

Derudover har de i Nationalparken haft et hold til at køre på snescootere fra Station Nord til Pituffik Space Base i samarbejde med amerikanerne.

Samtidig har øvelserne i Nuuk og Kangerlussuaq om beskyttelse af kritisk infrastruktur fortsat fra sidste år og ind i dette år.

Skibet, Hvidbjørnen, af Thetis-klassen har været i Qaanaaq for at bryde is.

Uden for Operation Arctic Sentry bistår Arktisk Kommando fortsat med redningsarbejde, forureningsbekæmpelse til søs, støtte til politiet og til civilsamfundet, katastrofehjælp og eftersøgninger.


Arktisk Basisuddannelse

Men Søren Andersen håber også, at der bliver større mulighed for at dele ud af viden om arktiske forhold. Den viden kan Arktisk Basisuddannelse være en del af, hvis det besluttes politisk i samarbejde med naalakkersuisut og den danske regering.

- De unge fra Arktisk Basisuddannelse kommer med en helt anden arktisk erfaring end mange af de soldater, som kommer ude fra. Så det er noget, vi rigtig gerne vil.

Chefen for Arktisk Kommando ser gerne, at Arktisk Basisuddannelse får lov til at bistå nogle af de danske og allierede soldater, som er på øvelse. Det skyldes, at eleverne har mere erfaring med Arktis, end soldaterne. Han håber, det kan lade sig gøre, inden året er omme. Foto © : Markus Valentin / KNR

- Det nye hold starter 15. juli. I slutningen af året tænker jeg, at det sagtens kunne være, at vi kunne koble de unge fra arktisk basisuddannelse sammen med de danske soldater heroppe for at give dem noget arktisk erfaring. 

- Vi tænker også, at vi ville kunne få rigtig meget ud af det, hvis der skulle være udenlandske soldater heroppe på det tidspunkt. Så vil de jo også kunne træne sammen med dem.

Værnepligtige

Den nye forsvarsminister i Danmark, Jeppe Bruus (Socialdemokratiet), fortalte i denne måned, at værnepligtige fremover vil blive udstationeret i Grønland sammen med ansatte soldater.

Ifølge chefen for Arktisk Kommando vil de værnepligtige få mulighed for at komme på et arktisk modul, efter de har gennemført deres grundlæggende uddannelse i Danmark.

- Det gør vi hen over årene for at opbygge en styrke, som i virkeligheden har arktisk erfaring, og så vi har nogle soldater, der kommer op og bliver uddannet, som kan blive sat ind i en reservestruktur i Danmark, der kan mobiliseres, da de har været heroppe før, siger Søren Andersen.

- Man får en helt anden muskel, ved at man faktisk får uddannet en masse værnepligtige heroppe, end Danmark har haft før. Det ser jeg utroligt meget frem til bliver en mulighed.

De værnepligtige kommer til at være med til operative øvelser på lige fod med de uddannede soldater.