Ung udsat for vold af fire andre unge

En 17-årig pige er natten til fredag blevet overfaldet af fire andre unge. To af de unge gerningsmænd bliver fremstillet.
En 17-årig pige er natten til fredag blevet overfaldet i Nuuk. Fire gerningsmænd var med til overfaldet, to af dem bliver fremstillet, oplyser Grønlands Politi. Foto © : KNR / Malik Brøns
09. januar 2026 11:53

Natten til fredag blev en 17-årig pige overfaldet i Nuuk.

Overfaldet fandt sted omkring klokken 03.34, hvor pigen blev overfaldet af en gruppe på fire unge, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Poul Kreutzmann fredag formiddag.

- Pigen blev tilset på hospitalet efter overfaldet. Hun har det efter omstændighederne godt, siger vagtchefen.

Politiet har sammen med anklagemyndigheden besluttet, at to af de fire unge, der overfaldt den 17-årige, skal fremstilles.

- Det er en 15-årig og en 16-årig, der bliver fremstillet og sigtet for vold, siger Poul Kreutzmann, der fortæller, at overfaldet var et grovere overfald.

Efterforskningen er i gang på højtryk netop nu, og de unges værger og de sociale myndigheder er orienteret om sagen, fordi alle i sagen er under 18 år.