Umulig opgave for medlemmerne af Inatsisartut

Den netop udsendte rapport fra den grønlandsk-danske uranarbejdsgruppe fylder godt og vel 100 sider, og så er der godt et par hundrede sider bilag oveni. Et solidt stykke arbejde fra gruppen, men en helt uløselig opgave at stå overfor for medlemmerne af Inatsisartut.
Skrevet af Peter Troelsen
07. oktober 2013 08:31

Hvordan skal man kunne sætte sig ind i så meget nyt stof på kun en dag? Det virker umuligt, men ikke desto mindre er det den opgave, medlemmerne af Inatsisartut står overfor. Det har været lidt lettere for medlemmerne af Råstofudvalget og Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk udvalg. De modtog materialet fredag aften.

-Det er helt urimeligt, at vi kun har en dags tid til at læse og frem for alt diskutere indholdet af en så vigtig rapport. Jeg vil meget gerne have talt med mine gruppefæller omkring rapporten. Det er altså noget af det allervigtigste, vi har diskuteret i Inatsisartut i årevis, fastslår en harm Agathe Fontain overfor knr.gl.

Det virker forkert, at man i Danmark har rapporten før man har det i Grønland. Det er jo trods alt her i landet, beslutningerne omkring uran skal tages. Det virker heller ikke særligt genialt gennemtænkt, at politikerne, der i morgen skal førstebehandle en ophævelse af nul-tolerancen, ikke har mere tid til at sætte sig ind i så vigtige ting.

-Vi håber på at få rapporten efter pressemødet omkring den. Så er den jo i hvert fald officiel, men det er slet ikke i orden, at vi kun har et døgn til at sætte os ind i noget så vigtigt. Derfor vil vi foreslå Inatsisartut, at førstebehandlingen bliver udsat, indtil alle har fået sat sig ind i materialet, siger Agathe Fontain.