Stor interesse i uddannelsesophold i udlandet

Sammen med Danmark-Amerika Fondet, Fullbright Kommissionen og universiteter fra hele verden, har de studerende fået råd og vejledning i, hvordan de kommer til udlandet med skoletasken på ryggen.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
11. september 2014 08:37
På Ilisimatusarfik er der i disse dage et stort fokus på at ruste de studerende til studieophold i udlandet, og i går blev International Dag afholdt på universitetet.
 
- Det er rigtig godt, for i de fem år, jeg har studeret her, er det først nu universitetet er mere oplysende omkring studieophold i udlandet, siger kandidatstuderende i kultur og samfundshistorie, Nuka Nathanielsen, til KNR.
 
 
Hans uddannelsesplan er at rejse til USA eller Danmark for at gøre sig klar til sin specialeopgave.
 
50 studerende havde allerede fundet vej til dagens første oplæg. Resten af dagen bød på råd og møder med studerende fra udlandet og de grønlandske studerende, der allerede har smagt på studieverden uden for vores grænser.
 
 
- Den form for vejledning, som satses mere på nu, er rigtigt god for de studerende.
 
- Jeg har været rigtig mange steder i verden i forbindelse med mit studie, hvor jeg selv skulle stå for det meste og det har ikke altid været nemt, siger kandidatstuderende fra afdelingen for samfundsvidenskab, Naja Carina Steenholdt.
 
Hun mener, at det er vigtigt for de grønlandske studerende at tage på udveksling, som de kan tage med hjem til Grønland, da det dels er en stor hjælp for uddannelsen og til gavn for hele samfundet.