Siumut vil have gang i udviklingen af 'Kalaallit Rangers'
Står det til Siumut, kan fiskere og fangere langs kysten snart blive en vigtig brik i forsvaret af Grønland.
I partiets valgprogram til folketingsvalget fremgår det nemlig, at lokale beredskabsfolk, kaldet 'Kalaallit Rangers', der består af fiskere og fangere, skal hjælpe med overvågning langs kysten.
Tidligere har der været en ordning med Grønlandsvogterne på frivillig basis. Aftaleparterne var dengang ‘klar til at undersøge udviklingspotentialet for ordningen’.
I en delaftale mellem naalakkersuisut og den danske regering i januar 2025, blev der også refereret til konceptet. Her fremgår det som 'Greenland Rangers'.
Og nu sætter Siumut det altså på dagsordenen til folketingsvalget.
Det er et forslag, som KNAPK, organisationen for fiskere og fangere, er positive over for. Organisationen vil i hvert fald støtte forslaget, hvis det skulle komme dertil.
- Hvis man tænker i den retning, har vi i KNAPK ikke noget imod det, fordi vi i de senere år har oplevet store udfordringer med overvågning langs hele kysten. Jeg håber, at der bliver taget skidt i den retning, siger formand for KNAPK, Pele Blytmann.
Inspireret af Canadian Rangers
I flere år har isen smeltet i hastig fart. Det vil føre til nye sejlruter i Arktis og Grønland og åbne op både for handelsskibe og militære fartøjer.
Derfor er der behov for mere overvågning langs kysten, mener Siumut.
Det er dog fortsat uklart, hvilke konkrete opgaver, 'Kalaallit Rangers' skal have, siger folketingskandidat Ane Lone Bagger, der står bag forslaget.
- Hvordan det præcist skal se ud, vil vi arbejde videre med efter valget, siger hun.
I Canada er konceptet allerede udbredt. Under en rejse i Canada sidste år mødte KNAPK medlemmer af Canadian Rangers.
- Der bliver de brugt meget effektivt langs kysten. Hvis der eksempelvis sker ulykker eller redningsaktioner, er det ofte dem, der ankommer først og holder situationen under kontrol, indtil større redningsstyrker når frem, siger Pele Blytmann.
Konceptet er også med i en aftale om forsvar, som den danske regering og naalakkersuisut indgik med Canada i sidste måned. Her fremhævede naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), at hun glædede sig til at udveksle mere erfaring med Canada om konceptet.
Udgifter afholdes af Danmark
Ifølge Siumut bør udgifterne til 'Kalaallit Rangers' betales af Danmark, der i dag har ansvaret for forsvaret af Grønland.
- Jeg kan ikke bare lige sige, hvad de vil få i løn og hvilke forhold de skal arbejde under. Det skal forhandles. De skal naturligvis have løn for det, fordi de skal udføre et meget vigtigt arbejde for vores land, siger Ane Lone Bagger.
Hos KNAPK siger man dog, at organisationen ikke kan tage stilling til spørgsmålet om løn.
- Lige nu kan jeg ikke udtale mig om det. Det kan heller ikke diskuteres i detaljer endnu, da ordningen endnu ikke er etableret, siger Pele Blytmann.
Spørger man Naleraqs formand Pele Broberg, har Naleraq tidligere stået bag et lignende forslag. KNR følger op på sagen med et interview med Pele Broberg.