Sikkerhedskontrol i Nuuk Lufthavn genåbner torsdag

Med hjælp fra securityfolk fra Danmark kan Greenland Airports genåbne security torsdag.
- Vi arbejder intensivt på at sikre en god oplevelse i vores lufthavn, skriver Greenland Airports. Foto © : Rasmus Balle Hansen/KNR
Skrevet af Ivik Kristiansen
27. august 2025 14:10

I morgen torsdag genåbner Security for udenrigsrejsende i Nuuk Lufthavn.

Det oplyser Greenland Airports.

Et hold certificerede Security-medarbejdere fra to danske lufthavne er ankommet til Nuuk og står klar til at genåbne udenrigstrafikken torsdag, lyder det.

Desuden vil Greenland Airports også arbejde for, at de securityfolk, der er i Nuuk, igen kan tage tilbage til deres arbejde.

- Vi ved, at onsdagens lukning af Security i Nuuk har været til stor gene for både flyselskaber og de berørte rejsende. Det beklager vi dybt, og vi arbejder intensivt på at sikre en god oplevelse i vores lufthavn, skriver selskabet.

De berørte rejsende vil modtage information fra deres flyselskaber vedrørende deres rejse.