Selvom man er en rutineret vandrer, er det altid en god idé med en tjek-liste

Valdemar Wilhjelm Geisler tilbringer hver en ledig stund i naturen og har mange års erfaring med at gardere sig mod uheld og ulykker. Alligevel er hans vigtigste råd, at man aldrig tager let på de små detaljer, når man skal på tur.
63-årige Valdemar Wilhjelm Geisler bruger naturen året rundt. Men uanset hvad vejret bringer, forbereder han sig grundigt hjemmefra. Foto © : Privatfoto
24. juli 2024 07:49

Hvis der er én ting, Valdemar Wilhjelm Geisler går meget op, så er det tjek-lister og små detaljer. Det kan lyde som en lidt kedelig hobby, men faktisk er det lige netop det, der gør, at han med ro i maven kan tage på store eventyr i naturen. 

- Det er vigtigt både at være fysisk og mentalt forberedt, når man skal på tur, siger han og uddyber:

- Fysisk skal du være stærk nok til at kunne løfte tunge ting eller gå op og ned stejle steder. Mentalt handler det om at have forberedt sig på de ting, der kan ske undervejs: Hvordan ser ruten ud? Hvordan bliver vejret? Hvad skal du pakke?

KNR sætter i disse dage fokus på sikkerheden, når man bevæger sig ud i naturen. For sommeren er ikke bare højsæson for store oplevelser i baglandet, den er også højsæson for ulykker og SAR-operationer. Heldigvis kan man selv gøre meget for at mindske risikoen, når man tager på tur. 

Tag altid forberedelserne alvorligt

Og det er altså her Valdemar Wilhjelm Geisler med listerne og de små detajler kommer ind i billedet.

Gennem sine 63 år har han tilbragt utallige timer i naturen. Det gælder alt fra som guide på ekspeditioner over indlandsisen og på kajakture i Nunavut i Canada til private jagt- og vandreture i fjeldet i og omkring Nuuk og Kapisillit, hvor han bor og har hytte. Han har sågar tidligere arbejdet i politiet, hvor han selv har været med til at redde nogle af de mennesker, som hvert år kommer galt i naturen. 

Valdemar Wilhjelm Geislers vandreudstyr hænger klar i familiens skur, så det er nemt at pakke til en tur i baglandet. Foto © : Lærke Schmidt Fallesen

Men selvom han selv er særdeles rutineret udi udelivet, så går han aldrig på kompromis med forberedelserne til en hver tur.

- Det meste af det ligger i hovedet, men jeg bruger alligevel altid en liste, når jeg skal på længere ture. Det gælder sikkerhed, proviant og udstyr, og i dag kan man faktisk finde rigtig mange gode lister på Google, der passer til lige den tur, man skal på, fortæller Valdemar Wilhjelm Geisler. 

Serie: Sikker sommer

Sommeren er højsæson for at komme ud i naturen.

Men uanset om du har planer om at snøre vandreskoene eller starte båden, er det vigtigt at have sikkerheden i orden først.

I denne serie guider KNR dig til en mere sikker sommer til lands og til vands.

Han ved nemlig, at små forglemmelser eller justeringer kan være altafgørende, hvis uheldet er ude. Eksempelvis er det vigtigt at være forberedt, hvis det begynder at regne, eller hvis der er store elve, der skal krydses undervejs:

- En lille detalje er, at jeg altid forsegler æsken med tændstikker, så de ikke bliver våde. Og så har jeg et tændstål med, som jeg har øvet mig at tænde med.

- På flere dages ture har jeg også altid ekstra tøj og udstyret i vandtætte sække, hvis man taber rygsækken eller falder i vandet, er det vigtigt, siger han. 

Alle vil gerne komme tørskoede igennem en vandretur, men det er ikke altid det lykkes, og så skal man være forberedt, siger Valdemar Wilhjelm Geisler. Foto © : Privatfoto

Nogle ting er vigtigere end andre

Valdemar Wilhjelm Geisler understreger også, at det ikke behøver være besværligt eller dyrt at holde sig sikker i naturen. For eksempel er gaffatape og ståltråd alletiders redskaber til at reparere de fleste ting. 

Sådan kalder du på hjælp, når uheldet er ude

Der er flere forskellige muligheder, hvis man gerne vil have mulighed for at kalde på hjælp i en nødsituation. De tre mest almindelige er en personlig nødsender eller en såkaldt Personal Locator Beacon (PLB), en satellit-tracker eller en satellittelefon.  

PLB

En lille og simpel nødsender til envejs SOS-kald. Koster cirka 3000 kroner. Har en batterilevetid på 6-7 år og kræver ikke et abonnement.

Satellit-tracker

Ikke bare en nødsender. Nogle modeller indeholder også GPS-kort og mulighed for at sende besked hjem om, hvor man befinder sig. Den mest simple er en såkaldt SPOT tracker, mens den mest kendte er en såkaldt inReach fra Garmin, der i de større udgaver også kan modtage beskeder hjemmefra. Den mindste udgave af inReach koster omkring 3000 og kræver herudover, at man betaler til et abonnement. Kan oplades. Batterilevetiden, når den er tændt, varierer fra 75 timer og op til 30 dage alt efter brug.

Satellit-telefon

Kan ud over at kalde på hjælp også kommunikere mere omfattende med omverdenen på steder uden mobildækning. Kan for eksempel bruges til at foretage opkald. Iridium-satellittelefonen er det mærke, som har bedst dækning her i landet også. 

En Iridium koster mellem 10 og 20.000 kroner fra ny, men kan ofte lejes af turistoperatører nær kendte vandreruter. Kræver abonnement eller taletidskort. 

 

Kilde: Komud.dk, Garmin

Til gengæld er der én type udstyr, som er lidt mere omkosteligt, men som han ikke går på kompromis med; nemlig en nødsender og en satellittelefon, så han kan tilkalde hjælp eller give besked til dem derhjemme. 

- Jeg har altid en Iridium satellit-telefon med, så jeg kan ringe efter hjælp. Og så har jeg en inReach med, som man kan sende tovejs-beskeder på, og hvor dem derhjemme kan følge med i, hvor jeg er. 

- Jeg har endnu ikke været ude for, at der er sket en ulykket, men jeg bruger det meget, lige så snart jeg er ude. For eksempel til at give besked om, at jeg er forsinket, og for at være sikker på, at der er nogen, der ved, hvor jeg er, forklarer han. 

Satellittelefonen og inReach-nødsenderen ligger altid pakket og klar i skuret ved hjemmet i Qinngorput i Nuuk. De ryger i tasken, hver gang Valdemar Wilhjelm Geisler tager på tur. Foto © : Lærke Schmidt Fallesen

Denne sommer har Valdemar Wilhjelm Geisler også flere ture på programmet, hvor det vil blive nødvendigt. I den kommende tid har han for eksempel påtaget sig opgaven med at opmærke vandreruten mellem Nuuk og Kapisillit, så den bliver nemmere at følge. Men selvom det er en tur, han personligt har taget mange gange, betyder det ikke, at han tager let på planlægningen eller beskederne undervejs.

- Jeg kommer helt klart til at sende besked hjem om, hvor jeg er undervejs. Vi har lige set et eksempel med en deltager, der blev væk i tåget vejr under Nuuk-Kap-løbet for nogle uger siden, siger han med henvisning til en løbsdeltager, der fór vild i tåget vejr.

Vedkommende blev heldigvis fundet i god behold igen, men der er altså ingen grund til at tage chancer i den grønlandske natur.