Polar Raajat: Rejekvoten er opbrugt før tid - konsekvenserne er stadig uvisse
Fabrikken i Aasiaat lukker ikke for nu. Det slår Polar Seafood fast i et opslag på Facebook.
I løbet af året har virksomheden flere gange sat fabrikkens fremtid i tvivl. Det skyldes ifølge dem, at rejefiskeriet er presset med lave kvoter. Derfor venter de på, hvorvidt de vinder udbuddet på hellefisk.
Ifølge virksomheden er der ikke mere kvote at fiske, og derfor kan produktionen ikke opretholdes.
Polar Raajat stopper derfor for indhandlinger af rejer en måned før tid den 15. august.
I et brev til medarbejderne, som KNR har set, skriver den administrerende direktør for Polar Raajat, Jan Weinreich, at fabrikken har strukket sig langt i år og indhandlet mere end planlagt med ønske om uafbrudt drift i Aasiaat.
- Samtidig har vi forsøgt at skaffe nye råvarer til at erstatte rejerne, som desværre ikke er lykkedes helt endnu, står der i brevet.
Dog vil fabrikken forblive åben, så længe der er andre råvarer at forarbejde, skriver Polar Seafood på Facebook.
- Situationen understreger samtidig endnu en gang, hvor afgørende et tilstrækkeligt og langsigtet råvaregrundlag er, hvis der skal sikres stabil produktion og arbejdspadser i Aasiaat fremover, skriver Polar Seafood.
Polar Seafood oplyser, at de gennemfører forsøgsfiskeri på montagui-rejer, hvor et enkelt skib deltager. Det starter den 15. august og løber til månedens udgang.
- Vi ved ikke, hvornår fabrikken kører på sit vanlige, høje aktivitetsniveau igen. Forhåbentlig i løbet af oktober 2026, men det er ude af vores hænder.
Naalakkersuisut valgte i starten af juli at annullere udbuddet af havgående kvoter på hellefisk, torsk og helleflynder. I stedet har de lavet et nyt udbud, hvor en del af kvoten vil blive tildelt på baggrund af, at arbejdspladserne i Aasiaat kan sikres.
KNR har henvendt sig til Polar Seafood for at få et interview om situationen og følger op på det.
Erhvervslivet reagerer
Formanden for Grønlands Erhverv Region Disko, Søren Hansen, som selv bor og arbejder i Aasiaat, har bidt mærke i udmeldningen.
Sidst KNR talte med Søren Hansen, fortalte han, hvordan investeringerne i Aasiaat helt generelt er stoppet. Det skyldes usikkerheden over fabrikken og dermed store dele af byens fremtid.
Da fabrikken lukkede tilbage i 2005 flyttede 300 mennesker fra byen - cirka ti procent af befolkningen.
Søren Hansen ser Polar Raajats beslutning om at stoppe for indhandling som en naturlig følge af, at kvoten er opbrugt.
Selvom Polar Seafood skriver i deres meddelelse, at fabrikken ikke lukker lige nu og her, så løser det ikke situationen, mener regionsformanden for Grønlands Erhverv.
- Alle går og venter på, at naalakkersuisut melder ud, hvad det bliver til med det nye udbud af kvoter på hellefisk, siger Søren Hansen.
- Vi bliver lidt fanget i et vakuum nu, fordi det har taget så lang tid med udbuddet, at vi nu er færdige med at fange rejer.
Ingen stor plan B
Det vides endnu ikke, hvad konsekvenserne kommer til at være for medarbejderne på Polar Raajat.
Søren Hansen forventer, at stoppet for indhandel først og fremmest vil sætte sig i serviceerhvervene rundt om fabrikken.
- Så er der ikke skibe, som skal have brændstof og proviant, og som skal have lavet reparationer og lignene. De bliver lagt op for at vente på, at der komme nye kvoter til næste år.
Hvor stor en betydning, tror du, det kommer til at have?
- Det har vi desværre ikke et overblik over. Vi kender ikke vores muligheder, før der kommer en afgørelse af udbuddet.
Har erhvervene en plan b i forhold til at omstille sig, hvis ikke Polar Seafood vinder udbuddet?
- Der er ikke sådan, at erhvervslivet i Aasiaat har lagt en stor plan B. Jeg tror, hver virksomhed går og frygter, hvad der sker og prøver at lave sine plan B'er.
I den administrerende direktørs brev til medarbejderne på Polar Raajats fabrik, skriver han, at de er optimistiske om udbuddet.
- Samtidig må vi være realistiske og erkende, at intet er sikkert endnu, står der i brevet.