Politi blev kaldt ud til husspektakel - fandt semiautomatisk riffel og skunklaboratorium

Ifølge Grønlands Politi er der tale om tre cannabisplanter og en semiautomatisk kaliber .22 riffel.
En 44-årig mand er blevet sigtet for brug på våbenloven og ulovlig fremstilling af cannabis. Foto © : Borja Iza/Flickr Creative Commons
14. april 2023 12:36

Grønlands Politi modtog torsdag aften en anmeldelse om husspektakler i Nuuk.

Men da man omkring klokken kvart i ni kørte ud til adressen, anmeldelsen drejede sig om, havde stormen tilsyneladende lagt sig.

I stedet opdagede politiet et såkaldt skunklaboratorium og en semiautomatisk kaliber .22 riffel på adressen.

Et skunklaboratorium er typisk et lille drivhus, som via lys og varme gør det muligt at gro cannabis indendørs.

Cannabis på dagsordenen

Cannabis fylder efterhånden meget i Grønlands Politis daglige arbejde. Sidste år beslaglagde Grønlands Politi 129,7 kilo hash.

Det er en stigning på 33 procent - altså en tredjedel - sammenlignet med 2021.

Og nu har Kristian Jeremiassen fra Inuit Ataqatigiit foreslået, at Naalakkersuisut skal lave en redegørelse om lige præcis fordele og ulemper ved at legalisere cannabis ved forårssamlingen i Inatsisartut.

Grønlands Politi har sigtet en 44-årig mand for brud på våbenloven og for at bryde loven om euforiserende stoffer. Det oplyser Peter Bauer til KNR.

Der er ikke nødvendigvis noget ulovligt i at have en riffel af den kaliber liggende derhjemme, oplyser vagtchef i Grønlands Politi Peter Bauer til KNR. Men manden havde ikke tilladelse til at have våbnet.

Skunklaboratoriet med tre cannabisplanter og riflen er begge blevet beslaglagt af politiet.

Manden er dog ikke tilbageholdt.