Jordemoder er bekymret over mangel på fødesteder
Siden 2002 er antallet af fødesteder gået fra 17 til tre. Det øger presset på fødeafdelingen på Sana i Nuuk, som må tage imod flere og flere gravide.
Samtidig er fødestederne i Qaqortoq og Sisimiut lukket midlertidigt. Årsagen er, at de to steder mangler speciallæger med kompetencer.
Line Poulsen, som til dagligt driver klinikken Privatjordemoder.gl, har tidligere været ansat på Sana fra 2017 til 2021. I dag er hun vikar på fødeafdelingen i Nuuk ved siden af hendes praksis som privat jordemoder.
Og hun er særligt bekymret for udviklingen med færre og færre fødesteder.
- Der bliver overflyttet flere gravide, end man har jordemødre til og har rum til. Så der er øget belastning på fødeafdelingen i Nuuk, fortæller Line Poulsen.
Som det ser ud lige nu, er det få gange om året, at Line Poulsen oplever, at alle rum er optaget. Dog forventer hun, at det vil ske hyppigere i fremtiden.
Fastansatte opgiver fridage
Når fødestederne lukkes, bliver gravide overflyttet til de andre afdelinger. Men problemer med at rekruttere og fastholde fastansatte, øger presset på de fastansatte.
- De fastansatte opgiver deres fridage for at tage ekstravagter, så vagtskemaet kan gå op, og man prøver at blive så færdig så hurtigt som muligt, sådan at rummene kan blive frigivet til den næste, siger Line Poulsen.
Hun fortæller, at det ikke er attraktivt at søge jordemoderstillinger i Grønland, fordi lønnen er for lav sammenlignet med resten af de nordiske lande.
Line Poulsen fremhæver dog, at de gravide ikke mærker travlheden under selve fødslen.
- Lige så snart du lukker døren ind til fødestuen, så er der fokus på det, der er det vigtigste - den fødende og barnet. Men på kontoret ude bagved kan det godt være, at jordemoderen løber lidt hurtigere, fortæller hun.
Det er særligt til de planlagte aktiviteter så som lægekontrol og samtaler med en jordemoder, at de gravide kan opleve ventetid.
Lyt mere til borgere
Den midlertidige lukning af fødestederne i Sisimiut og Qaqortoq skete så hurtigt, at man ikke kunne nå at ansætte ekstra jordemødre i Nuuk, fortæller Line Poulsen. Når det drejer sig om fremtidens fødesteder, efterspørger hun en øget inddragelse af befolkningen.
- Jeg håber, at man vil inddrage befolkningen, så de er med til at bestemme, hvordan fremtidens fødemuligheder skal være i Grønland, siger hun.
I 2023 kom sundhedskommissionen med anbefalinger om at reducere antallet af fødesteder til to. Det vækker bekymring hos Line Poulsen, som peger på at centraliseringen af fødestederne går imod den grønlandske kultur, hvor fødslerne er en familiebegivenhed, der bør være så tæt på hjem så muligt.