Pia blev spurgt om alkoholvaner ved jobsamtaler: - Jeg har oplevet meget diskrimination i Danmark
Selvom Grønland i de senere år er kommet i centrum for den internationale debat – ikke mindst på grund af den amerikanske præsidents ønske om at overtage landet – mangler der stadig viden om Grønland på danske uddannelsesinstitutioner og blandt fagprofessionelle.
Det mener NGO'en Mellemfolkeligt Samvirke, der netop har lanceret kampagnen ‘Ligeværd i Rigsfællesskabet’.
Kampagnen skal sikre mere undervisning om Grønland i danske skoler, styrke læreres, lægers, socialrådgiveres og andre fagprofessionelles viden og give større plads til grønlandske perspektiver.
Pia Enona Barlaj er en af de grønlandske stemmer bag kampagnen. Ifølge hende er der i den grad brug for mere oplysning.
- Jeg er blevet mødt med rigtig meget diskrimination i Danmark, siger hun.
Pia Enona Barlaj er født i Nuuk, men flyttede med sine forældre til Danmark, da hun var otte år.
I dag bor hun i Aalborg og arbejder som selvstændig med at udbrede viden om Grønland. Hendes engagement udspringer blandt andet af hendes egne oplevelser som folkeskolelærer.
Under jobsamtaler er hun flere gange blevet mødt med spørgsmål, som hun oplever som udtryk for uvidenhed og fordomme.
- Jeg er blevet spurgt, om mine børn er tvangsanbragt, og hvordan mine alkoholvaner er. Der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om jeg virkelig er læreruddannet, og jeg er blevet kommenteret på mit danske sprog, fortæller hun.
Grønlandske perspektiver skal fylde mere
Ligesom Pia Enona Barlaj mener Michael Bro, der også er en del af kampagnen, at grønlandske perspektiver skal fylde langt mere i det danske samfund.
Han er vokset op i Ilulissat, men har i en årrække boet i København, hvor han studerer grønlandske og arktiske studier på Københavns Universitet.
- Der er brug for mere viden om inuit. Vi skal have historien fortalt af os selv – både fra tiden før kolonitiden og fra tiden efter koloniseringen. Historien er ofte blevet fortalt af danskere eller andre udefra. Derfor er det vigtigt, at vi også får lov til at komme til orde, siger Michael Bro og fortsætter:
- Spiralsagen viser blandt andet, at de historier, vi fortæller, er med til at sætte dagsordenen og skabe en ny forståelse af fortiden. Det er vigtigt for både sandheden og forsoningen i fremtiden.
Spiralsagen handler om, hvordan tusindvis af grønlandske piger og kvinder fik opsat spiraler i 1960'erne og 1970'erne, mens sundhedsvæsenet var under dansk ansvar. I en rapport fra sidste år fortæller hundredvis af kvinder, at spiralerne blev opsat uden deres samtykke.
Ifølge Pia Enona Barlaj og Michael Bro har danske medier samtidig ofte fokuseret på de negative historier om Grønland. Det har efter deres mening været med til at fastholde og udbrede fordomme om landet.
- Når jeg ser tilbage på de danske mediers dækning gennem tiden, oplever jeg, at vi bliver skildret på en bestemt måde. På et tidspunkt så jeg et tv-klip om tvangsanbringelser, hvor man samtidig viste fulde mennesker, selvom det ikke havde noget med emnet at gøre. Det er dybt problematisk, siger Michael Bro.
Der er brug for et mere nuanceret billede af Grønland, supplerer Pia Enona Barlaj.
- Det er på tide, at vi får grønlandske aktører ud på professionsuddannelserne, så vi selv kan bidrage med vores perspektiver og undervise i de kulturelle koder. Dem kan man ikke bare læse sig til, siger hun.
En kamp for de kommende generationer
Fordomme og kulturelle hierarkier har også præget Michael Bros opvækst i Ilulissat. I skolen fyldte dansk historie og det danske sprog meget.
- Derhjemme begyndte jeg som barn at skubbe vores eget sprog væk og talte i stedet mere dansk, fordi det havde højere status i samfundet.
- Men jeg har arbejdet meget med det. Ved at lytte til mine forældres og bedsteforældres historier er jeg begyndt at kæmpe for dem og for de kommende generationer, så de ikke skal opleve den diskrimination, som vi stadig oplever, siger han.
Også Pia Enona Barlajs opvækst har været præget af kolonitiden og den historiske relation mellem Grønland og Danmark.
Hun har mistet sit grønlandske sprog. Da hun voksede op i Danmark, var der hverken tilbud om grønlandskundervisning eller fokus på at bevare sproget.
I dag er ønsket om at skabe ligeværd en vigtig drivkraft for hende.
- Jeg er så stolt af mit grønlandske ophav, og den stolthed giver jeg videre til mine børn. Jeg håber, at de vil opleve større ligeværd og slippe for de spørgsmål om blandt andet alkoholforbrug, som jeg selv er blevet mødt med gennem tiden, siger hun.
Kampagne skal skabe større ligeværd
Målet med kampagnen er at få flere danskere til at skrive under på en appel om mere viden om Grønland i det danske samfund.
- Vi håber, at danskerne vil bakke op om vores appel og fortælle politikerne, hvor vigtigt det er, at vi prioriterer uddannelse. På den måde kan vi blive bedre rustet til at forstå Grønland og grønlandsk kultur, siger Kathrine Storgaard Carlsen, kommunikationsansvarlig hos Mellemfolkeligt Samvirke.
Hun fremhæver samtidig ordene fra Jens-Frederik Nielsen (D), der er formand for naalakkersuisut. I et interview med DR sagde han, at "hvis vi er et rigsfællesskab, må vi være lige interesserede i hinanden, for at det kan fungere".
- Vi oplever et stort behov for at skabe større ligeværd på tværs af rigsfællesskabet.
- Vejen til større ligeværd er at give danskerne et bedre kendskab til Grønland og en større forståelse for grønlandsk kultur og vores komplekse kolonihistorie, siger Kathrine Storgaard Carlsen.