Nu løfter Canada sløret for ny arktisk udenrigspolitik: Nyt konsulat i Nuuk

I de sidste par år er der blevet talt mere og mere om, at en ny arktisk udenrigspolitik for Canada er nødvendig, og nu kom den i fredags.
Den canadiske udenrigsminister, Melanie Joly, annoncerede den nye politik sammen med flere inuit-ledere; blandt andet Natan Obed, præsident for Inuit Tapiriit Kanatami.
Her udtalte ministeren, at der bliver udnævnt to nye arktiske ambassadører og oprettet to nye canadiske konsulater - det ene i Nuuk og det andet i Anchorage, Alaska.
Den canadiske regering vil bruge 35 millioner dollars, altså omkring 175 millioner kroner, på de nye ambassadør-stillinger og konsulater.
Kina og Rusland presser
Ministeren udtalte til pressen, at en sådan udenrigspolitik nu er nødvendig på grund af den stigende spænding med Kina og Rusland i de arktiske egne og den geopolitiske uro, der er opstået på grund af Ruslands angreb på Ukraine.
Desuden er der blevet observeret kinesiske og russiske skibe i de arktiske farvande nær Alaska og Canada i løbet af sommeren.
Det er også nødvendigt med en ny udenrigspolitik på grund af Trump, der insisterer på bedre forsvar og højere forsvarsudgifter - især med Canadas medlemskab i Nato.
Natan Obed udtalte til avisen The Gazette, at interessen i de arktiske egne er ved at ændre sig.
- Der er nu en global interesse i Arktis, og de nye ambassadører vil hjælpe med samarbejdet med andre nationer såvel som med landets relationer med Inuit og andre oprindelige folk, der bor i Arktis, sagde Natan Obed.
Det forventes, at de nye ambassadører vil blive udnævnt i løbet af foråret.