Nivi Olsen vil have mere end et gymnasie i Ilulissat

Naalakkersuisoq for Uddannelse, Nivi Olsen (D) har ikke planer om at nedlægge GUX i Aasiaat. Dog er hun er stadig ambitiøs om at starte en uddannelse i Ilulissat.
Men hun mener, at der skal mere end bare en gymnasial uddannelse til, skriver hun i en pressemeddelelse.
- Vi i Naalakkersuisut ser nemlig ikke kun behov for et gymnasialt uddannelsestilbud, men også et stort behov for erhvervsrettede uddannelser tilpasset samfundets behov i Avannaata Kommunia, skriver hun i pressemeddelelsen.
Udover det skal der også være mulighed for opkvalificerings- og efteruddannelser til den eksisterende arbejdsstyrke for både faglærte og ufaglærte.
Til Inatsisartutforslaget, som er blevet bragt op af Jens NapãtôK’ (N), svarer Nivi Olsen blandt andet sådan:
- Avannaata Kommunias kommunalbestyrelse har gennem sine samtaler med Naalakkersuisut udtrykt sine behov for kombinereret erhvervsuddannelse med mulighed for et gymnasialt tilvalg / uddannelse, så uddannelsessøgende har mulighed for at blive enten faglærte, eller erhvervsfaglige studenter med mulighed for at læse videre.
- Samtidig ønsker Naalakkersuisut, som beskrevet, at etablere et center, hvor der kan foregå opkvalificering samt efter- og videreuddannelse for arbejdsstyrken.
Nivi Olsen mener, at de forskellige uddannelsestyper skal være til gavn for hele regionen.
- Det er i den forbindelse meget vigtigt for os at understrege, at vi ikke ønsker at afvikle GUX i Aasiaat, tværtimod inviterer vi dem med i arbejdet, idet de har den fornødne kapacitet til at byde ind med en mulig gymnasial overbygning, siger hun.
Nivi Olsen mener, at det er væsentligt, at den nye koalition samarbejder tæt med erhvervslivet og kommunerne i Grønland. På den måde mener hun, at der sikres udvikling indenfor uddannelserne efter samfundets behov.
Behov på andre skoler
Den gentagne debat er ikke populær hos alle.
Fra Kommune Qeqertalik, skriver borgmester Simigaq Heilmann i sin egen pressenmeddelelse, hvorvidt Naalakkersuisut har overvejet, at finde løsninger andre steder indenfor uddannelsessektoren.
Hun mener, at der vil komme alvorlige konsekvenser ved at danne flere, af de samme uddannelser.
Borgmesteren skriver i sin pressemeddelelse, at hun forstår pointen med, at det kan være svært for unge, at rejse væk fra forældrene for at tage en gymnasial uddannelse, men hun påpeger, at folkeskolebørnene i yderdistrikterne også har behov for en bedre løsning.
Der er børn fra bygderne, fortæller Simigaq Heilmann, som skal ind til byerne for at gå på folkeskole. Langt væk fra forældrene i længere perioder.
Her stiller borgmesteren spørgsmålet til Inatsisartut, om ressourcerne kan bruge på andre områder i uddannelsessystemet for børn i yderdistrikterne.
- Jeg vil gerne opfordre Inatsisartut til at arbejde for at etablere en uddannelsesinstitution, som ikke kun er for ét område, men som hele befolkningen i landet kan få gavn af, skriver Simigaq Heilmann.